Børnevenlig bålfest i Græsted Folkepark

Græsted: Den nyistandsatte Folkepark i Græsted er rammen om byens store Sankthansfest torsdag 23. juni fra kl. 17. 

Græsted Borgerforenings eventgruppe blænder op for, hvad de selv betegner som en af Nordsjællands hyggeligste og mest børnevenlige Sankthansfester. Det sker ikke overraskende på Skt. Hans dag torsdag d. 23. juni.

Allerede fra kl. 17 kan man tage familien og vennerne under den ene arm og en picnickurv i den anden og deltage i den hyggelige stemning i Græsted Folkepark. Her kan man – efter at have givet en hånd med de sidste forberedelser – smide sin mad på grillen, mens børnene leger på den nye legeplads, spiller bold på den nyistandsatte multibane, maler ‘troldesten’ i det nyopførte langhus eller laver snobrød og smykker sammen med De Grønne Spejdere.

På den lille plads foran “Manifik” kan både børn og voksne slippe kreativiteten løs i en plantekasse-workshop og samtidig høre mere om projekt “Græsted i bevægelse”.

Fotovindere kåres
Klokken  19.30 er der sang og musik med og for børn, og inden Græsteds nyansatte sognepræst Troels Toft holder båltale kl. 20, bliver vinderne af fotokonkurrencen “Mit Græsted” afsløret.

Dem uden egen picknick-kurv behøver hverken sulte eller tørste, da der vil være mulighed for at købe pizzaslices samt øl og vand. Og fra kl. 19 er der gratis kaffe og kage, så længe lager haves.

Festen arrangeres i samarbejde mellem eventgruppen og en lang række fællesskaber i byen, som bidrager med aktiviteter, kaffe, kage, praktisk hjælp og meget mere. Sidste år fandt op mod 600 mennesker vej til Sankthans i Folkeparken.

Se detaljeret program på græsted.dk eller Facebook – søg efter ‘græsted fællesskabet’.

Græsteds skt hans_2016

Annonce

Annonce

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?