HELSINGE: En række borgere fra Helsingeområdet kæmper for at genskabe selvtrænerordningen som den var tidligere på Helsingegården. Nu har gruppen sendt byrådet et åbent brev, hvor de gør opmærksom på, hvad de mener er alvorlige diskrimineringer af pensionister og andre. Vi bringer brevet i sin helhed herunder.
Åbent brev til Byrådet
Nedlægningen af Selvtrænerordningen pr. 17. august 2021 i Gribskov Kommunen er diskriminerende.
Er du ikke medlem af Brugerforeningen på Gribskov Seniorcenter, så skal du betale kr. 600,00 for at kunne komme til at anvende træningslokalerne på Helsingegården. Er du i forvejen medlem af Brugerforeningen, så skal du kun betale 150,00 for at være i de samme træningslokaler og anvende de samme instrumenter.
Er du ikke medlem af Brugerforeningen er der adgang forbudt for personer med samme behov og i samme aldersgruppe. Dette er diskriminerende og stemmer ikke overens med intensionerne i Serviceloven §79.
Gribskov Kommunes formål med en Selvtrænerordning lyder:
”Kommunen ønsker at skabe gode rammer for, at ældre borgere kan have et sundt og aktivt liv og samtidig gøre en forebyggende indsats. Med et fleksibelt tilbud om selvtræning gør Gribskov Kommune det muligt at styrke borgernes egen omsorg”.
Efter en instruktion i et træningscenter, er det også det sted, du efterfølgende kan træne individuelt i henhold til de træningstider stedet har. Helt i overensstemmelse med intensionerne i Serviceloven § 79.
Udvalget Ældre, Social og Sundhed har besluttet at etablere et nyt selvtrænertilbud. Dette er ikke i overensstemmelse med sandheden. Udvalget lukker ned for selvtrænerordningen, hvor der kan trænes selvstændigt som individuel selvtræner og samtidig med en individuel tidsfleksibilitet indenfor de givne tidsrammer.
Udvalget opretter i stedet en holdtræningsordning med tvungen instruktør, fastlagte holdtider og faste rytmer, som ikke længere lever op til kommunens formål og mange af selvtrænernes behov.
Over 100 personer har foreløbig tilkendegivet deres utilfredshed hermed, da de ønsker de fleksible individuelle selvtræner tilstande og de individuelle fleksible tidsordninger tilbage. Selvfølgelig under behørige hensyn til øvrige brugere af træningslokalet.
Bivirkninger ved den ny ordning:
Administrationen bag udvalget (Ældre, Social og Sundhed) påpeger blandt andet, at:
1.) “Den reelle betaling for borgerne bliver 150,00 + medlemskab kr. 450,00 (tvungent) af seniorcentrene. Ialt kr. 600,00, som dog også inkluderer mange andre aktivitetsmuligheder (sagen uvedkommende – over salg som følge af mangel på ordentlig argumentation) i seniorcentrene.”
2.) “Der kan være sundheds- og økonomiske ulemper på den lange bane, hvis de ældre borgerne ikke opsøger andre træningstilbud som i billigste tilfælde kan være økonomiske 3-4 gange dyrere, hvorved de ældre mister funktionsevnen over tid. Det vil blive endnu dyre i de private træningslokaler og flere gange dyrere på fysioterapeutiske klinikker.”
Derfor, borgmester Anders Gerner Frost og politikere i Gribskov Byråd: Denne beslutning er en ommer.
Vi skal tilbage til den gamle Selvtrænerordning med fleksibel individuel træning og fleksible u-bureaukratiske tidsrammer. Selvfølgelig under ansvarsfuld behørig hensyntagen til øvrige brugere af træningslokalet. Foreløbig ser det ud til, at omkring 400 personer er skubbet ud af selvtrænerordningen og ikke kan komme til.
Vi møder gerne op med konstruktive løsninger. Vi vil også gerne høre jer politikere om jeres holdning til emnet og specielt om jeres handling. Det kan få afgørende betydning for, hvor krydset skal sættes Der er jo kommunevalg den 16. november 2021.
Med venlig hilsen
På vegne af selvtrænere i Gribskov Kommune
Bjarne Mørz – Kirsten Friis Rasmussen – Olga Brodersen