Borgmester: Arbejdsløse skal ud og gøre rent for turisterne

Gribskov: Kommunens veje og stier trænger så meget til kærlighed, at borgmester Kim Valentin har bedt Arbejdsmarkedsudvalget sige god for at få flere arbejdsløse og flygtninge ud i de såkaldte nyttejob.

Der er for meget snavs og skidt langs kommunens veje og stier, og det kan vi ikke byde turisterne. Det mener et flertal i arbejdsmarkedsudvalget, der netop har sagt god for at bringe borgmesterens anbefaling om at få flere arbejdsløse ud i landskabet med pose og gribepind.

At være nyttearbejder er primært for personer, som enten afventer at påbegynde en uddannelse eller et job. Nytteindsatsen rummer dog også ledige, der er lidt længere fra arbejdsmarkedet, men det er meningen, at det kun skal fungere som et springbræt.

– Det er ikke meningen, at de skal blive hvor de er. Det er en form for aktivering, så de kan lære at indgå på arbejdsmarkedet, forklarer borgmester Kim Valentin (V), der mener, at forslaget om at lade nyttearbejdere gøre rent er fint i tråd med regeringsens ambitioner.

– Det følger fuldstændigt linjen fra Folketinget; at man sørger for, så vidt muligt, at de kommer ud og lærer at bestille noget. Det er der heldigvis også et bredt samarbejde omkring her i kommunen: Det er kun Michael (Hemmingsen, byrådsmedlem for Enhedslisten, red.), der kommer med en helt håbløst fortolkning, forklarer bprgmesteren med tanke på, at Enhedslisten som de eneste stemte nej til forslaget i Arbejdsmarkedsudvalget.

– Michael siger social dumpning til alt, hvad vi laver, så det kan jeg ikke tage seriøst, siger Kim Valentin.

Social dumpning
Hos Enhedslisten er Michael Hemming Nielsen ikke bleg for igen at bruge selv samme vending, som borgmesteren harcelerer over.

– Det undrer mig meget, at jeg var den eneste, der stemte imod, for jeg ser det som et klart eksempel på social dumpning. Jeg har derfor indbragt sagen for byrådet, så de kan få muligheden for at tænke over, om de virkelig vil stemme for social dumpning, forklarer Michael Hemming Nielsen.

Han ser ingen grund til at bruge arbejdsløse og flygtninge til rengøring af udearealer.

– Jeg ser ingen grund til at kombinere tingene. Vi kan sagtens se på, hvad vi kan lave af projekter til dem, men læser man dagsordenen, er formålet at gøre byen mere attraktiv, og det ser jeg som almindelige arbejdsopgaver, som kommunen skal varetage, understreger han.

Ifølge oplægget fra kommunen skal nyttearbejderne fortrinsvis gøre rent i de turisttunge områder. Der er derfor ikke tale om, at nyttearbejdere kommer til at tage opgaver fra kommunens ansatte, og tiltaget skal ses som et supplement, oplyser administrationen.

Flygtninge skal rense kommunen
Det er ikke kun arbejdsløse, som skal ud og rydde op. Også flygtningene er oplagte til opgaven, lyder det i oplægget til politikerne. På Rådhuset foreslår administrationen, at borgere omfattet af den treårige integrationsperiode fremadrettet også bliver en del af målgruppen.

Er der penge og ressourcer til det, så forventer kommunen at kunne aktivere op til 10 flygtninge. Reglerne siger dog, at flygtninge ikke må tage nyttejobs, så i stedet vil man etablere virksomhedspraktikker med et sammenligneligt indhold.

Ifølge ambitionerne skal man allerede i gang med en forsøgsperiode denne sommer, og den skal vare frem til og med 2. kvartal 2017. Indsatsen evauleres efter 1. kvartal 2017, hvor man vil vurdere effekten og hvorvidt indsatsen skal fortsætte eller eventuelt skaleres op eller ned.

Fakta
Målgruppen for nytteindsatsen omfatter følgende målgrupper:

  • Jobparate kontanthjælpsmodtagere
  • (Åbenlyst) uddannelsesparate unge der venter på, at starte på deres valgte uddannelse
  • Borgere på arbejdsmarkedsydelse
  • Integrationsborgere;

Nytteindsatsen varer op til 13 uger og har til formål, at den ledige arbejder for den ydelse der modtages, samtidig med at den ledige indgår i et arbejdsfællesskab.

Nytteindsatsen sker i dag med udgangspunkt fra Skovgårdsvej i Helsinge, hvor også Gribskovs interne servicevirksomhed (GIV) er lokaliseret. Nytteindsatsen og GIV fungerer i dagligdagen i en tæt koordineret indsats.

Erfaringsmæssigt kommer 40 – 50 % af deltagerne i job eller uddannelse i forbindelse med nytteindsatsen i Gribskov Kommune.

Nytteindsatsen varetager i dag en bred vifte af arbejdsopgaver afhængig af årstider og efterspørgsel bl.a. oprydning på kommunens strande, hjælp til diverse frivillige arrangementer m.v.

Annonce

Annonce

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?