Borgmester vil have minister til at se på reglerne for brandsikring

GRIBSKOV: Certificeringsordning for brandsikring skal ses efter i sømmene, mener borgmester Bent Hansen, efter utryghed og svigt af beboerne i Grønnely-ejendomme.

Lejerne i de to boligejendomme på Rostgårdsvej i Gilleleje og Gydevej i Esbønderup, som er ejet af det meget omtalte selskab Grønnely A/S, har været udsat for gener og uacceptable risici i forhold til brandsikring i deres ellers nyrenoverede ejendomme. Der er et hul i lovgivningen, mener borgmester i Gribskov Kommune Bent Hansen, der nu har sendt et brev til ministeren på området for at gøre opmærksom på problemet.

– Det kan ikke være meningen, at vores borgere og lejere i en nyrenoveret boligejendom skal udsættes for utryghed, svigt og risiko for kondemnering – noget som byggelovgivningen ellers burde sikre os imod, siger Bent Hansen i en pressemeddelelse.

Det var en besigtigelse fra kommunen på ejendommen i Esbønderup, der i februar i år førte til en varsling om kondemnering, hvis ikke forholdene blev udbedret inden for 14 dage. Noget som kommunen så sig nødsaget til på baggrund af de kritisable forhold, men som altså kunne være undgået, hvis byggearbejdet havde været kontrolleret bedre undervejs.

Der mangler kontrol af det faktiske byggeri
Det er Bolig- og Planstyrelsen, som udspecificerer de krav og regler, som byggeri skal leve op til. Opgaven med at sikre, at bygningsreglementets tekniske bestemmelser vedrørende brand og konstruktioner er overholdt, varetages af certificerede brandrådgivere. En opgave, som indtil 2020 lå hos kommunerne.

Certificeringsordningens hensigt med at skabe enklere regler på området, er prisværdig, mener Bent Hansen. Det skaber dog også et uhensigtsmæssigt hul i lovgivningen, da hele ansvaret for byggeriet ligger hos ansøger, uden at der foregår kontrol.

I et brev til indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen skriver Bent Hansen blandt andet:

”Problemet er, at der mangler en fysisk kontrolfunktion, som kan sikre, at nyt byggeri rent faktisk bygges efter den plan, som de certificerede brandrådgivere godkender. Brandrådgivernes ansvar er udelukkende omfattet af kontrol af dokumentation. De er ikke pålagt krav om fysisk gennemgang af byggeriet under og efter opførelse.”

Gribskov Kommune har, inden brevet blev sendt til ministeren, været i dialog med DBI Certification, som er kontrolmyndighed i forhold til de certificerede brandrådgivere, der har været tilknyttet de to byggesager i kommunen. Herigennem har kommunen fået bekræftet, at brandrådgiverne har udført deres arbejde korrekt. Dermed er det ikke rådgivernes arbejde, den er gal med – det er lovgivningen.

En bygningsmasse, vi kan være stolte af
– Jeg vil appellere til, at I genbesøger reguleringen på byggeområdet, så det byggeri, der i fremtiden bliver opført, er i overensstemmelse med formålet i byggeloven, og så vi igen opnår en bygningsmasse i Danmark, vi kan være stolte af”, slutter borgmester Bent Hansen i brevet til indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen.

Lige om lidt er vi klar til at hjælpe dig med at finde nye gode fælleskaber.

Lige om lidt er vi klar til at vise dig alt hvad der skal opleves i Gribskov.

Vi har et arkiv med 4.000 virksomheder som glæder sig til at vise dig alt hvad Gribskov har at tilbyde. Kig her igen snart.

Opret Rubrikannonce

Gør din forretning synlig

Bliv kontaktet og hør mere om hvordan du kan få annonceret din forretning på Netavisen Gribskov.

Send debatindlæg

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?