HELSINGØR: Nogle forældre er åbentlyst ligeglade med deres børn, ihvertfald løb en flok frit rundt og lavede en masse ballade på McDonalds ved midnatstid, mandag.
En større flok smårollinger, udelukkende drenge, lavede mandag ved midnatstid en masse uro og ballade på McDonalds på Kongevejen.
Klokken 23.36 blev børnenes hærgen så voldsom, at en medarbejder ringede til politiet.
Børnene, som tydeligvis var på stedet uden deres forældre, optrådte meget højrøstede og provokerende, ligesom affald blev benyttet som kasteskyts inde i restauranten.
En politipatrulje blev afsendt til stedet, og kort efter fik betjentene fat i kraven på fem-seks drenge i alderen 9-12 år.
De små drenge fik en skideballe, og besked på at opføre sig ordentligt, før de blev bortvist fra stedet.
Hvor forældrene var henne er ukendt.