GRÆSTED: Sent torsdag aften blev der slået alarm om ild på Græsted Kro, røg og flammer væltede ud af lokalerne til “Stalden” og kort forinden havde et vidne hørt et brag fra lokalerne.
Brandvæsnet blev alarmeret kl. 23.27 torsdag aften om både flammer og kraftig røg fra ‘Stalden’, og ilden blev først opdaget da den med et brag sprængte et vindue ud mod gaden.
En af beboerne ovenpå ‘Stalden’ hørte pludselig et højt brag, og da han kiggede ud stod der flammer ud af det knuste vindue. Glasset er tydeligvis sprængt indefra, idet glasstumper ligger over 1,5 meter ud fra væggen.
Den vågne beboer fik råbt op og slået alarm til de øvrige beboere i ejendommen, samtidig med at han også løb ned på gaden og fik sat gang i brandslukningen med en haveslange via det sprængte vindue ind til ‘Stalden’s lokaler.
Brandkøretøjerne fra Falck i Gilleleje kom kort efter frem til Græsted Kro, her kom der fortsat en hel del sort røg ud fra lokalerne til ‘Stalden’.
Om braget som vidnet hørte kom fra en røggaseksplosion eller fra feks. en molotowcocktail – det er endnu ukendt.
Brandfolkene måtte brække døren op til lokalerne med et koben for at komme ind i det røgfyldte lokale, en opgave som blot tog få minutter hvorefter røgdykkerne kunne rykke ind i lokalerne.
Præcist hvad og hvor meget der brændte inde i lokalerne er endnu uklart, tydeligvis har noget udviklet en særdeles kraftig røg som har stort set fyldt lokalet til bristepunktet med røg og varme. Ilden blev hurtigt fundet, og nedkæmpet af røgdykkerne.
Skaderne på Stalden er omfattende, idet stedet var stort set fyldt op med røg fra gulv til loft, røgen var trængt ind hos beboerne ovenpå ‘Stalden’ og selve hovedbygningen til Græsted kro er også ramt af røgen.
Der skete også en ukendt mængde skade på elinstallationerne, så bla. hovedbygningen mistede hovedparten af strømmen.
Politiet var særdeles talstærkt til stede ved branden, og det kan ikke udelukkes at nattens brand var påsat.
Politiet var stærkt interesseret i bagindgangen til ‘Stalden’ og efterfølgende blev området omkring hele Græsted Kro grundigt gennemsøgt med hunde – politiets teknikere skal fredag arbejde på stedet med den videre opklaring.