Brand spærrede for cykelløb

HILLERØD: Kort efter kl. 12.00 udbrød der en voldsom brand i et skur til en villa på Harløsevej, skuret udbrændte og under slukningen var Harløsevej afspærret for al trafik udfor 189. Det betød at en lang række deltagere i ‘Hillerød Triatlon 2012’ måtte ud på en alternativ rute under arbejdet på brandstedet.

 

Her passerer nogle af de første ryttere igennem afspærringen, efter brandvæsnetss indsatsleder havde lempet på afspærringen. (Foto: Politirapporten.nu)

– Vi kunne ganske enkelt ikke have cykelryttere til at køre forbi, mens vi stod med en kraftig brand, som iøvrigt nemt kunne have fået fat i selve villaen. Det ville ganske enkelt være alt for farligt, forklarer Hillerød Brandvæsens Indsatsleder Morten Pontopidan til Politirapporten.nu

Deltagerne i ‘Hillerød Triatlon 2012’ måtte derfor guides ad en alternativ rute, mens brandvæsnet fik slukket branden på Harløsevej 189.

Kunne ses langt væk
Årsagen til branden er endnu ukendt, men røgfanen kunne ses flere kilometer væk fra det brændende skur.

Branden var opstået i et skur, som var bygget ud på siden af en tilbygning til en stor villa, samtidigt stod en personvogn i carporten og var i fare for at bryde i brand også.

Brandvæsnets HSE var først fremme på stedet, og begyndte at sikre de to bygninger mod spredning af ilden, ligesom familiens bil blev skubbet ud af carporten.

Familiens bil er dog kraftigt skadet af branden, og kommer næppe ud at køre igen.

Brandspredning hindret
Det lykkedes for brandfolkene at få stoppet branden inden den fik spredt sig til selve villaen, selvom det havde været meget tæt på. Træværket på husets endegavl var svedent og frønnet af ilden, så det var tydeligt at det havde været uhyggeligt tæt på.

Mens brandkøretøjerne holdt på stedet, var det nødvendigt at lukke vejen af for al trafik, dette gjaldt også for de mange deltagere i Hillerød Triatlon som måtte sendes ud på en omvej.

Efter en god times indsats, var der kun efterslukningen tilbage og her blev brandslangerne rullet sammen og køretøjerne placeret så cykelrytterne kunne få lov til at passere stedet.

Brandårsag ukendt
Hvad der udløste den voldsomme brand er endnu ukendt.

Ifølge Morten Pontopidan, indsatsleder ved Hillerød Brandvæsen, så var der ikke nogen elektriske installationer i skuret som kunne have udløst branden.

Hverken husets ejere eller naboen har haft gang i en ukrudtsbrænder, den klassiske brandårsag om sommeren, men heller ikke den har været i sving – det bliver således politiets brandteknikere som nu skal undersøge hvordan branden er opstået.

Ingen personer kom noget til under branden.