Budget-Debat: Her er konservatives budgetforslag

BUDGET-DEBAT: I Det Konservative Folkeparti har vi, siden vi forlod budgetforhandlingerne, arbejdet videre med et budgetforslag. Det er vigtigt at pointere, at vi i Det Konservative Folkeparti ikke ønsker en konflikt, men blot ønskede, at vi havde brugt lidt mere tid på de politiske forhandlinger, da vi tror på, at god tid giver bedre løsninger.

Vores udgangspunkt i det vi har arbejdet videre med, har været, at vi vil bevare de gode tilbud, vi har, i så bredt omfang som muligt og vente med at igangsætte nye tiltag. Og så har vi set ind i vores anlægsbudget og vægtet to ting høj – nemlig energioptimering og velfærdsteknologi.

Vi er nødt til at handle omgående på den energikrise, vi står i med de midler, der kan findes i budgettet. Desværre er der ikke mange anlægsmidler at rutte med i 2023, da store projekter er sat i gang og færdiggøres i 2023. De projekter blev igangsat inden nogen kunne forudse, at vi ville ende, hvor vi er i dag. Men der kan findes flere i 2024 og 2025.

I 2022 er der sat penge af til en rundkørsel ved Holløse og parkeringspladser i Helsinge. Begge tiltag er sympatiske, men vi mener, at vi her bør trykke på bremsen og få de midler brugt til grøn omstilling, energikrise mv.

Vi har også i anlægsbudgettet fundet lidt penge til at afhjælpe en del af det vedligeholdelsesefterslæb, som der er på skolernes og daginstitutionernes legepladser.

På driftssiden har vi haft fokus på at hjælpe vores allersvageste borgere, de mindste børn og de frivillige, som gør en kæmpe indsats.

Vi sætter derfor beløbet til idrætspas til børn fra ikke så velstillede hjem op, men fjerner spisningen til idrætsprisuddelingen.

Vi sparer lidt mere i administrationen end forligspartierne har lagt op til. Den afmatning vi står overfor omkring både byggeri og boligsalg vil betyde, at der er brug for færre hænder til at behandle byggesager.

Vi stopper visionsprojektet for nu. Det er et fint projekt, men vi kan ikke forsvare at bruge så mange penge (løn og driftsmidler) på det hvert år, når vi samtidig skærer på de mest udsatte borgeres personlige hjælpeordninger. Denne besparelse på BPA har vi halveret.

Vi bevarer seniorcenteret i Gilleleje, men ønsker fortsat, at der skal ses på at samtænke lokationer i Gilleleje. Vi lægger dog ikke et besparelsespotentiale ind, da vi mener, at løsningen skal findes først. Til gengæld sparer vi lidt på de administrative timer. Til gengæld sparer vi det nye projekt i Tinghuset for nu. De anlægsmidler er nødt til at blive brugt til energioptimering.

Vi bevarer §18 midlerne, da vi ikke kan se en mening med at have 2 frivilligcentre uden, at der er midler, som kan søges til det frivillige arbejde. Derudover sparer vi heller ikke lige så meget på personalebetjeningen på bibliotekerne.

Vi sparer ikke på materialer og aktiviteter i dagtilbud. Vi holder fast i Gang i Gribskov, som er med til at få rigtig mange børn ind i sunde fællesskaber i idrætsforeningerne, men til gengæld fjerner vi tilskuddet til Haver til Maver.

Vi finder penge til at imødekomme det efterslæb, der er på tandplejen.

Vi fjerner ikke det fulde beløb på foreningssamarbejdet, men en del af budgettet, så der fortsat kan holdes liv i nogle af de gode samarbejder, der er mellem skoler og foreninger.

Vi sætter også et beløb af til at undersøge vores specialiserede børneområde. Vi afsætter også midler af til at undersøge om helårshuse bebos helårligt eller bruges ulovligt som sommerhuse.

Derudover så lægger vi op til, at vi skal investere i velfærdsteknologi og som minimum tjene investeringen hjem. Der mangler hænder på ældreområdet, så vi må og skal tænke ud af boksen. Samtidig lægger vi et lille ekstra besparelsesbeløb ind på vikarudgifter på ældreplejen.

Vi sparer også lidt penge ved at reducere åbningstiden i svømmehallen om mandagen, hvor der alligevel næsten er fyldt i bassinerne med svømmeklubbernes børn.

Vi sparer et lille beløb på kommunens annoncering.

Og så gør vi sidst, men ikke mindst opmærksom på, at vi gerne ser en effektivisering af jobcenteret, men at det ikke skal ske ved at spare på førtidspensioner.

Vi har fortsat nogle udeståender, hvor vi mangler svar fra vores administration, som vi håber, at vi kan få på plads i løbet af ugen i forhold til måden vi afregner på i ældreplejen, så der har vi ikke lagt besparelsespotentiale ind endnu. Men det er klart at kan vi gøre tingene smartere og billigere, så fjerner vi naturligvis nogle af de tidsler og besparelser, der ligger i vores budget. Derfor kan der fortsat godt komme små ændringer til vores budgetoplæg.

Til sidst skal nævnes, at vi budgetterer med en lille smule mere robusthed og en anelse bedre resultat end det, der ligger i budgetforliget. Desuden holder vi os inden for servicerammen.

Vi håber fortsat, at resten af Byrådet kan se vores pointer i dette oplæg, og håber vi kan justere lidt i det oprindelige budgetforlig, så alle Byrådets partier kan se sig i det. Vi kommer trods alt længst ved at finde fælles løsninger og bruge tiden sammen på at finde de rigtige løsninger.

Mange hilsner
Den Konservative Byrådsgruppe