Gribskov: For syv år siden troppede en burmesisk flygtning op på Frivilligcenter Græsted. Thaung Shwe skulle have hjælp til at oversætte og udfylde nogle dokumenter, men det blev til meget mere end det.
Flygtninge kan have mange kvaliteter, som kan bidrage til foreningskulturen i kommunen. Det fandt den afgående leder af frivilligcenteret i Græsted ud af, da han spurgte den burmesiske flygtning til, hvad han tidligere havde beskæftiget sig med.
Thaung Shwe kunne berette, at han havde trænet det burmesiske politi og militær i kampsport, og det fik lederen til at spørge, om han måtte se, hvad dét gik ud på. Siden da har der været træning i den burmesiske kampsport Bando og Banshay i lokalerne i Græsted Syd.
Invitation fra Frankrig
Og de små kamportstimer i Græsted har udviklet sig til noget større. I begyndelse af året indløb en invitation fra den franske bando-union, der i anledning af 30-året for stiftelsen af den franske afdeling inviterede stormestre fra hele tre kontinenter til fejring af begivenheden. To mestre fra USA, en fra Spanien, en fra England, to fra Myanmar og så en træner fra lille Græsted.
Det blev til tre personer, der den 31.marts tog af sted fra Græsted Syd til Grenoble i Frankrig: Thaung Shwe, Jan Most og Leif Jaensson.
– Ved ankomsten til Grenoble blev vi modtaget med åbne arme – den lokale klub havde sat alle sejl til, og vi blev behandlet som konger i de samfulde fire dage, vi var der. At forsøge at få pungen op af lommen var en umulighed – klubben sørgede for det hele, oplyser Jan Most.
Opvisning
Lørdag den 2.april var dagen for den store opvisning i kæmpehallen ”La Prisme à Seyssins” i Grenoble. En smule nervøsitet var til stede inden start. Jan og Leif havde aldrig optrådt i international sammenhæng før, så det var lidt af en ny verden at træde ind i. Hvad kunne de i forhold til de andre? Hvor god var deres træner i sammenligning med de bedste i verden?
Generalprøven lørdag eftermiddag forløb på typisk fransk facon: Råben og skrigen og intet, der fungerede. Men det viste sig, at også i dette tilfælde gav en dårlig generalprøve en imponerende finale. Alt klappede, som det skulle – og til de assisterende trænere Jan og Leif´s overraskelse, var det danske niveau helt på højde med de franske værters. Men den største overraskelse var nok at finde ud af, at vores burmesiske træner Thaung er blandt verdens allerbedste i den burmesiske kampsport.
Thaung træner stadig elever hver fredag fra 15-17 i Frivilligcentrets lokale. Interesserede er velkomne til at dukke op og se, om Bando-sporten er noget for dem. Det er gratis at deltage.
Bando
Bando er en myanmarisk kampkunst, også kaldet burmesisk boksning. Det ligner thaiboxing. Slag er med åbne håndflader. Kampformen har også våben. Der fokuseres på nærkamp.
Oprindelsen er usikker, men Tibet, Thailand og Kina er oplagte kilder til den myanmariske kampkunst. Udviklingen er således foregået i 1500-1800-tallet, hvor Burma udkæmpede krige med Thailand.
I dag er Bando ikke særlig udbredt.