Seneste nyheder:

TV Nordkysten

Powered by Vejreti.com

Bushi får sin første landsholdskæmper i kata

HELSINGE: Det går i raske skridt for den lokale karateklub Bushi i Helsinge. Nu har klubben også fået sin første landsholdskæmper i disciplinen kata.

Der er grund til smil og high fives i Bushi, der kan fejre, at Oliver Nielsen skal repræsentere landet, når det Danske Karateforbunds kata-landshold dyster til stævner.

Oliver startede med karate i august 2015 i en alder af blot 13 år, og det indledende besøg blev hurtigt til meget mere.

Efter et halvt års tid med traditionel karate fik han lyst til at prøve kræfter med sportskarate (som hedder kumite, red), hvilket blandt andet førte ham til SKIF EM i Tjekkiet i 2017, hvor han sammen med Daniel Stauning, Mads Bendtsen og Lugman Saleem vandt guld i holdkumite.

Samme efterår fik han lyst til at prøve kræfter med Kata på stævneniveau. Kata er en særlig disciplin, hvor der ikke er en modstander, og hvor teknik og stil er i fokus.

Lyn-karriere
Hans spirende interesse for kata førte i 2018 til en optagelse på Dansk Karateforbunds Talentcenter ØST, og et år senere, her i 2019, blev han optaget på det officielle Danske landshold. Så det er gået stærkt for det unge talent.

Det kræver da også benhård træning at nå sådan et niveau, forklarer klubbens cheftræner Erling Marcussen.

Det har kun været muligt med benhård træning 5-6 gange om ugen, forklarer han og oplyser, at det også kræver en klub, der har et stærkt fokus på kata.

Oliver Nielsen har i mange år dyrket kampsport på højt plan. Her ses han med et kontrastød under en karateturnering forrige år. Foto: Bushi/arkivfoto

Det har Bushu, der har bakket op omkring Olivers målsætning om at komme på landsholdet siden han fik ambitionen. Bushi er dog mest til frikamp og sportskarate, og derfor har klubben allieret sig med en nærliggende klub, hvor Kata har større fokus, og hvor Oliver blandt andet træner kata en til to gange om ugen. Der modtager han også privatundervisning i København, så det bliver til en del timer, især da kata også kræver uendelige timer hjemme i boligen. Kata kan trænes stort set alle steder, der har plads til at bevæge kroppen. Samtidig med at Oliver træner meget for sig selv, underviser han også andre af klubbens unge karateudøvere i konkurrence Kata.

Næste udfordring for Oliver bliver 18.-19. maj i Skotland, hvor der er Scottish Open 2019. Stævnet giver vigtige point til brug for at beholde sin plads på det Danske landshold.

Seneste nyheder:

Tip os!