DEBAT: Efter en lang proces henover sommeren, hvor vi har lyttet til mange sider i den til tider ophedede debat om den ansøgning Musik i Lejet har sendt til kommunen, så er vores holdning i Det Konservative Folkeparti klar:
Vejby skal ikke omdannes til en permanent event- eller partyzone. En campingplads er en campingplads, og der skal fortsat kunne drives camping og de aktiviteter, som allerede er lovlige inden for campingreglementets rammer.
Samtidig mener vi, at det vil være positivt for Vejby, at der igen kommer liv på campingpladsen. Pladsen har ligget øde hen de seneste 5-6 år, og liv på en campingplads er i sig selv ikke et problem. Det kan tværtimod være en gevinst for byen og lokalområdet.
Men det er noget helt andet at gøre campingpladsen til en permanent eventplads, og derfor var det afgørende for os, at tankerne om en masse store arrangementer henover året med firmafester og et utal af koncerter blev lagt ned inden vi talte videre om mulighederne.
Vi mener, at der kan godt findes en løsning for Musik i Lejet. Men det kræver, at festivalen tilpasses stedet – ikke at man blot flytter festivalen uændret og dermed flytter problemerne med.
Det har vi i Det Konservative Folkeparti sagt længe, og det mener vi stadig.
Lokalplanen er ikke et grønt lys
Beslutningen om at igangsætte lokalplanprocessen blev truffet i går. Det er vigtigt at slå fast, at en igangsættelse af en lokalplan ikke er det samme som en beslutning om, at Musik i Lejet skal afholdes i Vejby på de vilkår, som festivalen hidtil har haft.
Tværtimod er det nu, at de præcise rammer skal undersøges og fastlægges.
Som borgmesterparti har vi et ansvar for ikke bare at stille os på sidelinjen og sige nej. Vi har et ansvar for at være med ved bordet og forsøge at påvirke processen i den retning, vi mener er rigtig for Vejby, naboerne og hele kommunen.
Derfor går vi ind i processen med en kritisk tilgang – men også med et klart ønske om at få reel indflydelse.
Vi vil begrænse generne mest muligt
Der bør være en reel dialog med arrangørerne om, hvad der faktisk kan lade sig gøre inden for de rammer, kommunen og myndighederne fastsætter.
For os er det blandt andet afgørende, at der arbejdes hen imod:
– Maksimalt 15.000 deltagere inklusive frivillige, medarbejdere mv.
– Koncerter skal slutte senest kl. 01.00.
-Øvrige arrangementer, som minder om aktiviteter, man allerede kan afholde på en campingplads, skal som udgangspunkt foregå uden forstærket musik.
-Et egentligt støjregulativ med klare grænser, kontrol og konsekvenser ved overskridelser.
-Tydelige tidsrum for opsætning og nedtagning, så naboerne ikke udsættes for unødige gener over en længere periode.
-En dialog mellem sommerhusejere og grundejerforeninger om udlejning og udlån af huse under festivalen, så gener fra private fester og høj musik i haverne begrænses mest muligt.
-En klar aftale om politiets tilstedeværelse og prioritering, så reglerne kan håndhæves under festivalen.
-Det afgørende er, at rammerne fastlægges, før der eventuelt gives grønt lys. -Arrangøren skal vide, hvilke vilkår der gælder, og naboerne skal vide, hvad de kan forvente.
-En eventuel festival skal derfor indrettes efter de rammer, som kommunen og myndighederne fastsætter – ikke omvendt.
Vi siger ikke bare nej – vi tager ansvar
Der sættes nu en række undersøgelser i gang, blandt andet om publikumstryk, sluttidspunkter for musik og de øvrige forhold, der skal være på plads, før man kan tage stilling til de endelige rammer.
Der skal ikke herske tvivl om, hvor vi står: I Det Konservative Folkeparti arbejder vi for så lavt et publikumsantal og så tidlige sluttidspunkter som muligt. Vi ønsker at begrænse larm og gener for Vejby og naboerne mest muligt.
Men vi mener også, at det er for let blot at sige nej, sætte sig på bagerste række og overlade beslutningerne til andre.
Vi er borgmesterparti, og derfor skal vi tage ansvar for processen. Det betyder ikke, at vi ukritisk bakker op om en festival på campingpladsen. Det betyder, at vi bruger vores indflydelse til at presse på for de bedst mulige og mest begrænsende rammer.
Der kan godt være plads til Musik i Lejet. Men det skal være på ordnede vilkår, i en størrelse og form der passer til stedet, og med respekt for Vejby, naboerne og de regler, der gælder for området.
Det er den linje, vi går ind i processen med. Og det er vigtigt at understrege at det ikke er givet, at vi ender med at stemme for lokalplanen, men vi har for nuværende brugt vores mandater aktivt i stedet for at sætte os med krydsede arme og sige nej, og lade andre bestemme. Og allerede nu har vi sammen med andre i udvalget været med at at begrænse omfanget af aktivitet på pladsen væsentligt. For der kan ikke komme mere aktivitet end det der undersøges og miljøvurderes for i lokalplanen – kun mindre.
Mange hilsner
Den Konservative Byårdsgruppe