En beboer i et hus på Banevej i Sorø overraskede mandag eftermiddag en både ukendt og uønsket mand, som stod i stuen.
Det var en 32-årig mand fra Aarhus, som havde set sit snit til at gå ind ad en ulåst dør, men han nåede ikke at stjæle noget, inden han blev opdaget.
Den 32-årige blev tilbageholdt på stedet, indtil politiet kort efter ankom til stedet.
Her blev den 32-årige anholdte mand overtaget af ordensmagten klokken 17.00 og sigtet for forsøg på indbrud, og han blev taget med til politistationen i Slagelse, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 18.44.
Hvornår kan man lave en civil anholdelse?
Der er flere betingelser, der skal være opfyldt, førend du kan og må foretage en civil anholdelse.
- Personen skal være truffet under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale.
- Anholdelse skal være påkrævet for at:hindre yderligere strafbart forhold, og/eller sikre personens foreløbige tilstedeværelse, og/eller
hindre personens samkvem med andre. - Anholdelse må kun foretages, hvis frihedsberøvelse efter sagens art eller omstændighederne i øvrigt ikke vil være et uforholdsmæssigt indgreb.
- Der må i øvrigt ikke benyttes magtanvendelse, som er ude af proportioner med den forbrydelse, der er årsagen til anholdelsen.
Du skal være opmærksom på, at du ikke må foretage en visitation af den anholdte – det er alene politiet, der må gøre det uden samtykke. Du må dog gerne fratage den anholdte et eventuelt våben, for at forhindre at den anholdte anvender det.
Ved anholdelsen skal du huske at notere dig tidspunktet for anholdelsen, da en anholdt alene kun må være tilbageholdt i samlet 24 timer uden at blive stillet for en dommer. Du skal derfor oplyse politiet om tidspunktet for anholdelsen.
Retsplejeloven § 755
Stk. 1. Politiet kan anholde en person, der med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, såfremt anholdelse må anses for påkrævet for at hindre yderligere strafbart forhold, for at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller for at hindre hans samkvem med andre.
Stk. 2. Samme beføjelser har enhver, der træffer nogen under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale. Den anholdte skal snarest muligt overgives til politiet med oplysning om tidspunktet og grundlaget for anholdelsen.