Kriminalmagasinet Politirapporten

Civile greb ind: Spritbilist stoppet og bil beslaglagt

JÆGERSPRIS: En vaks borger anmeldte onsdag aften klokken 19.22, at en bilist på Skarndalsvej kørte meget slingrende og ujævnt, og borgeren mistænkte derfor, at bilisten muligvis førte bilen i påvirket tilstand.

En patrulje kørte til stedet, hvor bilisten, en 56-årig kvinde fra Jægerspris, i mellemtiden var blevet bragt til standsning af borgeren samt nogle andre bilister.

Et alkometer bekræftede i den grad mistanken, og kvinden blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Kvindens promille viste ved pust i alkometret at den oversteg 2,0, og derfor blev hendes bil beslaglagt på stedet med henblik på konfiskation.

Kvinden blev efterfølgende kørt til hospitalet, hvor en blodprøve blev udtaget med henblik på præcist at fastslå hendes eventuelle promillegrad.

– Stor ros til borgeren for at anmelde forholdet samt til de øvrige bilister, som hjalp med at bringe køretøjet til standsning, lyder det fra Nordsjællands Politi i dagens døgnrapport.