HORNBÆK: Søndag aften udbrød der brand i en stor container på Hornbæk Havn, og brandvæsnet måtte slukke den – to gange.
En årvågen vagt fra Erhvervssikring i Gilleleje bemærkede en kraftig lugt af brændt plast under hans vagtrunde i Hornbæk, søndag aften.
Vagten var bekendt med afbrændning af havnens ting weekenden før, og kørte straks ned i havneområdet, hvor det viste sig at en stor container stod i lys lue på gruspladsen ved siden af klubhuset.
Der blev omgående slået alarm til 1-1-2 om branden, hvor en varevogn som stod klods op af containeren var i fare for at bryde i brand.
Vagten og en civil borger fik fat i en vandslange, og begyndte at smide vand på flammerne, og ikke mindst siden af varevognen i forsøget på at hindre spredning af ilden.
Varevognens side dampede af varme, da brandkøretøjerne fra brandstationen i Hornbæk nåede frem til stedet kort efter alarmopkaldet kl. 22.24, og ilden var hurtigt slået ned med brug af en højtrykker og efterfølgende et godt lag af skum.
Slukningsarbejdet var overstået i løbet af 25 minutter, hvorefter brandkøretøjerne returnerede til brandstationen.
Nede i containeren lå bla. et net til en engangsgrill samt alubunden fra samme – brandårsagen kan være en engangsgrill som er blevet kastet op i contineren i den tro at den var helt slukket, den slags er en velkendt kilde til mange småbrande i sommertiden.
Ilden i containeren kom dog til at drille brandfolkene, idet branden begyndte at blusse op igen. Et nyt alarmopkald indløb kl. 23.27 og sendte brandfolkene retur til containeren een gang til.
Containeren blev grundigt fyldt med vand, og enhver glød effektivt slukket.