DANMARK: Dansk Autohjælp har siden d. 01. september haft opgaven med at rydde op efter trafikuheld. DAH vandt Rigspolitiets licitation, som bla. skærper kravet til køretiden.
Siden d. 01. september har det ikke været de velkendte røde Falck biler som er kommet susende, det er derimod ‘de gule’, altså Dansk Autohjælp, som nu kommer med horn og lygter tændt.
Det er altså politiet som nu ringer til Dansk Autohjælp, når de har brug for assistance med at få flyttet biler efter feks. et færdselsuheld.
Det udbud som Dansk Autohjælp har vundet dækker assistance på hele det danske vejnet, således er Falck henvist til blot at hente egne kunder hvis kunden beder om det.
Omvendt har DAH lidt svært ved at få armene ned af glæde.
– Vi er rigtig glade for aftalen med politiet. Vi har i forvejen en del erfaring med at assistere ved færdselsuheld, så vi føler os godt rustet til opgaven. Både vores reddere og køretøjer er gearet til de særlige situationer, der opstår i forbindelse med større ulykker, forklarer vagtcentralchef Ellen Trolle hos Dansk Autohjælp til Lokalavisen.dk
Lars Krat, som er chefkonsulent hos Rigspolitiet og manden bag udformningen af den indgåede aftale med Dansk Autohjælp, har troen på at DAH kan løfte opgaven.
– Politiets opgave er at få ryddet op hurtigst muligt, først og fremmest af hensyn til sikkerheden på stedet, fordi kø og afspærring indebærer risiko for nye ulykker. Men en kort responstid er også vigtig, fordi det koster politiressourcer, hvis vi skal vente på oprydningen, siger han til Lokalavisen.dk
Dansk Autohjælps biler er udstyret med blå blink og udrykningssignaler, og således vil bilisterne på vejnettet oftere og oftere se de gule biler komme susende med udrykning, og dermed også færre af de røde Falck biler.
Dansk Autohjælp har ialt 44 stationer i danmark, og det vurderes at dette er rigeligt til at opfylde kravene om at være hurtigt fremme – overalt i landet.