DEBAT: Både til rødhætte og bedstemor

DEBATINDLÆG: SF Gribskov er med i budgetaftalen for Gribskov kommune 2025 til 2028. Sidste år stod vi uden for aftalen med vores bud ”Ret op på skævhed”.

Alle der var i lokalet ved hvorfor, og det var jo også klart, at vi ikke kunne støtte besparelser på folkeskolen og på vores specialpædagogiske tilbud.

Samme år skulle vores specialtilbud jo gennemgå en transformation, der blev til udskillelsen af en 7. skole i kommunen, nemlig specialtilbuddet Horisonten. Jeg talte dengang om at bedstemor lå rødhætte til last efter den budgetaftale. Og vi advarede på forhånd.

I år er det anderledes, og vi har været med til at skubbe på en udvikling, som natten til fredag kulminerede med at alle Gribskov kommunes partier blev enige om massiv genopretning af velfærdsområderne og fødselshjælp til reel grøn omstilling i form af vedvarende energi (VE). VE-området har været politisk fastlåst. Nu løsner det sig ifølge aftalen. Vi får lokalproduceret grøn strøm til de elbiler og tog vi kører i og en større grad af forsyningssikkerhed. Og så er der lige klodens største udfordring, som vi endelig også handler på – drivhuseffektens påvirkning af vores fælles klima.

Folkeskolen anerkendes som vejen frem til trivsel, dannelse og fællesskab:

Særligt stolte er vi over at vende den nedadgående spiral med evindeligt skrumpende budgetter til folkeskolerne. Det er en vigtig pointe at det lille løft på 2 mio. pr år går til det samlede skolevæsen de kommende fire år. Det er ikke til specialindsatser og mere ledelse, men til reelle ansættelser på gulvet.

Vi mener i SF, det er pædagogikken, der skal forme vores børn og dermed vores samfund. Og det gøres i nære relationer med fast pædagogisk personale. Netop nu, hvor Horisonten og de enkelte folkeskoler skal supplere hinanden, kunne vi godt have ønsket os mere, men det første år er den helt store post jo, at der tilføres 12,8 mio til specialpædagogikken (SP), og så må man formode at tilliden mellem skolerne får gode kår til at trives.

Så ærgrede vi os jo over at sidste års budgetvedtagelse indførte besparelser på SP fra 2026 – og de ligger jo stadig og skurrer. Så meget kunne vi ikke løfte, men der tilføres penge i denne aftale, så den gamle besparelse ophæves. Det er bare ikke helt så prangende ude i virkeligheden, som det ser ud.

Det sociale område – omsorg for hinanden
Det blev også til at vores kommunale ældreplejecentre fik et rimeligt løft til niveau med de private aktører. Og den største vinder er jo handicapområdet. Godt endeligt. Vi er dog kede af, at vi ikke fik opnormeret borgerrådgiveren til det niveau vi nød mens staten støttede os.

Ærgerligt. Det vil vi fortsat kæmpe for. Vi har alle brug for omsorg fra hinanden. Drenge og piger, unge som gamle. Om det så er hjælp fra borgerrådgiveren til at finde vej ind i vores velfærdsjungle.

Penge er ikke alt:
Det særegne ved denne budgetaftale er jo, at de borgerlige strækker sig til at udfordre servicerammen og dermed bruge mere af vores kassebeholdning end (politiet – havde jeg nær sagt) regeringen tillader. Vi jubler, men har forståelse for, at der findes andre politiske holdninger. Ros til de borgerlige for at sluger denne kamel. Det har længe været nødvendigt.

Også i år har flertallet brugt budgettet som rambuk for noget andet end tal i kroner og ører, men mindst lige så vigtigt: Vi har aftalt at igangsætte solcelleparken ved Hågendrup og dermed åbne for de interne barrierer for at bruge vores åbne land til vedvarende energi.
Sådan må det være. Hverken bedstemor eller rødhætte vil tilgive os, hvis ikke vi løfter på den grønne omstilling, mens vi forbruger og vækster derudaf.

Forbrug i service i vores fællesskaber, som fx folkeskolen, det er jo den eneste slags vækst, der ikke belaster klimaet. Vi bør skabe naturkvaliteter og andre typer intens kvalitet som kultur og kunst frem for at booste privatforbruget kvantitativt. Pointen er at lighed og adgang for alle er en særlig værdi, som ikke kan købes for penge.

Vi er glade for de kommende omlægninger, der som følge af trepartsforhandlingerne kan føre til mere natur, mere rent drikkevand (grundvandsparker), mere udtagning af lavbundsjord som kan have naturværdi. Og måske kan sådanne tiltag også holde vandet tilbage fra Arresø og andre steder, så vi undgår klimaoversvømmelser.

Derfor skal vi ansætte en ekstra natur- og miljømedarbejder til at hjælpe os med jordfordeling til multifunktionel arealanvendelse. Vi kigger til Assens for inspiration.

Zigzag-kurs:
Det og meget andet forudså vi jo allerede ved sidste års budget. Så det har da være mærkeligt at fornemme den zigzag-kurs, kommunen har taget det sidste år, som følge af politiske beslutninger. For SF er det altid i orden at komme til fornuft. Velkommen ombord i fornuftens rige.

Også hvad angår at skyde et nyt rådhusbyggeri helt ud i fremtiden og renovere det gamle, som vi foreslog, som eneste parti sidste år. Nu står vi sammen om den beslutning.

Så jeg takker naturligvis samtlige af mine byrådskollegaer for aftalen, og glæder mig til, denne aftale også bliver til virkelighed. Nu skal vi lige se at papiret holder. Og hvem ved, hvis nogen træder ud (som det er sket før), så har vi jo stadig enkelte ønsker tilbage på ønskesedlen:

  • Mere tid til borgerrådgiveren
  • Mere til jordfordeling i en miljø- eller naturmedarbejder
  • Kompetenceudvikling til skoler og daginstitutioner
  • Bøger tilbage i skolen – et boost i taskebøger og en strategisk IT-omlægning
  • Grundvandsparker
  • Stier og cykelstier (ved skoler, Esrum til Dronningmølle, Valby og på tværs langs lysten)
  • Tilgængelighed frem for hastighed hos Movia tog og bus – også for unge i de små byer langs lokalbanen.
  • Forbedring af førskoleforhold – flere pædagoger… Og lærere

Og så er der noget med vores miljøregulering, særligt på jordområdet.

Alt i alt ser vi aftalen som et kæmpe skridt i retning af en mere folkesocialistisk kommune. Genopretning er lige hvad vi bad om sidste år med ”Ret op på skævhed”-forslaget.

Dette debatindlæg er indsendt af:

 

Jens Rane Holck 
SF Gribskov

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?