DEBAT: Det hårde arbejde har båret frugt

(Pressefoto)

DEBAT: På dagens Børneudvalgsmøde er regnskabet for 2015 blevet fremlagt for Børneudvalgets område. Og det er med glæde, at jeg – som tidligere Børneudvalgsformand, kan konstatere at underskuddet “kun” er på omkring 14 millioner kr. i forhold til det budget, der blev vedtaget for året 2015.

Hvordan kan man glæde sig over et underskud? Ja, det kan virke mærkeligt, men i årets budgetopfølgninger var der forventet et underskud på op til 30 millioner kr. og i perioder frygtede vi at de ville blive større. Derfor måtte vi i foråret 2015 igennem nogle meget hårde sparerunder. Specielt det specialiserede børneområde har holdt for med en massiv tilpasning af serviceniveauer og masser af handleplaner, så vi kunne få styr på de udgifter som allerede i slutningen af sidste valgperiode begyndte at løbe løbsk pga. en massiv stigning i børn med brug for specialiseret hjælp fra kommunen.

Det glæder mig derfor at se at hele det store stykke arbejde, som Børneudvalget under massivt pres præsterede i foråret 2015 og ikke mindst den kæmpe indsats, som administrationen på det specialiserede børneområde har lavet, nu har båret frugt. Det medfører at årets resultat ikke er så katastrofalt for kommunens kassebeholdning som frygtet.  Det er flot arbejde, og et stort skulderklap er her på sin plads.

Handleplanerne er fortsat i gang med at blive implementeret, og man har endnu ikke set den fulde effekt. Men jeg er sikker på, at det nok skal få budgettet i balance på sigt. Og det er en god ting, for alle ved at der kommer økonomiske udfordringer med regeringens omprioriteringsbidrag.

Ovenstående viser, at med en massiv arbejdsindsats og politisk vilje, samt en administration som dygtigt tager hånd om problemerne, som der er gjort på det specialiserede område, så er det muligt at løse selv store udfordringer.

Trine Egetved (C)
Medl. Børneudvalget

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?