DEBAT: Græsted Veterantræf kan ryge ud af kommunen

GRÆSTED: Græsted Veterantræf afholdes for sidste gang i år på eventpladsen i Græsted og risikerer at ryge helt ud af kommunen, til stor skade for det lokale foreningsliv, lyder det i nedenstående debatindlæg fra formanden for veterantræffet, Dorthe Lindkilde.

DEBAT: Græsted Veterantræf afholdes for sidste gang i år på eventpladsen i Græsted. Den beslutning tog en enig bestyrelse i veterantræfforeningen efter byrådsmødet i november, hvor en lokalplan for byggeri på eventpladsen, blev sendt i høring. Dette er jo desværre ikke den eneste udfordring, der er i samarbejdet med Gribskov kommune om eventpladsprojektet, men dog den mest katastrofale.

Når det er sagt, så er det så småt ved at gå op for Græsted by hvad der kommer til at ske, og idrætslivet græder. Hvis træffet flytter ud af kommunen kan klubberne vinke farvel til en indtjeningsmulighed på træffet, som kan have afgørende betydning for idrætsforeningernes eksistensgrundlag. Borgmesterens svar på dette til et dialogmøde var, at så må klubberne sætte deres kontingent op.

Græsted Veterantræf har en dårlig smag i munden. Veterantræffet skal nok overleve – også på en ny plads, omend vi forventer en række år med nedgang. Men: i Græsted pågår i disse år et storstilet områdefornyelsesprojekt. Der er afsat 3 mio. kr. til Græsted i 2016. Pludselig skal halvdelen hældes i eventpladsprojektet.

Jeg føler behov for at understrege overfor de mange aktive borgere, der har gode planer for Græsteds fremtid at: Det har ALDRIG været Græsted Veterantræfs intention, med indstiftelsen af eventplads-fonden (Fredbogårdfonden) og indgåelsen af en samarbejdsaftale med kommunen, at projekt eventplads skulle “stjæle” penge fra Græsted. De budgetter, der ligger til grund for samarbejdet, indeholder IKKE Græsteds penge. Til gengæld er budgetterne lagt til rette efter en forventning om, at man kunne fastholde eventpladsens største kunde, Veterantræffet, som hvert år lejer hele området, og også at Veterantræffet ville vedblive at donere et eventuelt overskud ind i projektet til gavn for nye up-comming events. Det var DET der var grundlaget.

Kommunen har nu trukket tæppet væk under dette grundlag og forsøger at “glatte ud” ved i værste fald at hælde borgernes skattekroner stort set direkte i en enkelt aktørs lomme – jernbanefolkenes erhvervsdrivende fond, som alene har til formål at køre veterantog og hvori Jannich Petersen sidder i bestyrelsen. Det er et faktum, som byrådet desværre ikke kan se. Byrådet nævnte,  på byrådsmødet i november, ikke med så meget som et komma, det arbejde Veterantræffet gennem sommeren 2015 har lagt i at forsøge at oplyse om dette faktum. F.eks har Græsted Veterantræf i august fremsendt et åbent brev til kommune og byråd, vedhæftet en gennemarbejdet vision for eventpladsen OG en løsning på hvordan kommunen samtidig kunne tilgodese jernbanefolkenes udbygningsplaner. Det havde været kønt, om byrådet istedet for at dreje om på hælen og træffe en så ødelæggende beslutning med argumenter som “Vi vil ikke føre politik med en pistol for panden” (Morten Jørgensen) og “Vi vil ikke trækkes rundt i manegen” (Susan Kjeldgaard), havde levet op til den forventning Veterantræffet i 2014 med rette havde til samarbejdet. En forventning der gjorde at Veterantræffet, alene det år, lagde mere end kr. 800.000 i eventpladssamarbejdet samt inviterede kommunen til at sidde med i den af Græsted Veterantræf nystiftede eventplads-fonds bestyrelse.

Dorthe Lindkilde
Formand Græsted Veterantræf forening

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?