DEBAT: Kære byrådsmedlemmer – bevar Gilleleje Aktivitetshus som det er i dag!

DEBAT: Hvad er planen fra politisk side? Besparelser og deling af huset med Fritidsklub Gasværket?

Aktivitetshuset(AH) er klart det modsatte af, hvad Gribskov Kommune og dens politikere ellers har af nedprioriteringer, skandalesager, ringe serviceniveau og deraf et noget blakket  ry på ældreområdet.

AH er et sted, hvor stor frivillighed, socialt samvær, sammenhold, kreativitet,sundhed, selvbestemmelse, fysiske og mentale aktiviteter går hånd i hånd med trivsel og livsglæde for ældre medborgere i Gribskov Kommune ; 250-300 af slagsen. Fantastisk!

En dag i AH kan se sådan ud:
En frivillighed er mødt ind i den lille cafe (før åbningstid), for at bage boller og lave kaffe til os andre. Når huset åbner mødes vi i caféen – alle bliver inkluderet, en dejlig atmosfære af, at du er velkommen – og det gør en forskel, at du kommer, uanset hvem du er – om du er frivillig, bruger af faciliteterne/ værkstederne eller begge dele.

Der er nok at tale om: Elpriser – nogle hjælper andre med at forstå varmeregningen, en anden får hjælp til at downloade en App, så der kan følges med i varmeforbruget, andre taler om “Grethe”, der bor alene og som er blevet syg – der aftales besøg.

Nogle taler om at give en hånd med til fællesspisningen, husets havearbejde, tilmelding og pris for udflugten til Sverige, det nye initiativ med spanskundervisningen, slidgigt i nakken og gode øvelser for det m.m. Der er nok at tale om, stemningen er god og det gør glad.

Men vi er jo også kommet idag for at dyrke yoga, zumba, gi en hånd med praktiske ting, pentanque, keramik, bridge og smykkekunst og meget mere i de tilstødende lokaler, mens andre bytter bøger eller puslespil , der kommer ned fra reolen  – eller man læser dagens avis, som hver dag bliver leveret frivilligt af en bruger af huset.

Altsammen kan lade sig gøre, ikke mindst, men takket være vores to fantastiske fastansatte aktivitetskoordinatorer (Anne Sophie Top, på fuldtid og Nadia Verlin – en dag om ugen), der med stor empati, fuld overblik, kreativitet og fokus på løsninger, vil os alle det godt og trygt – tak !

Vi skal alle hjælpe til med at finde løsninger og besparelser – både for børn og ældre – og ikke mindst, når vi bor i en kommune, hvor politikerne, i snart  mange år, ikke har formået at skabe en tryg økonomi for alle borgere i kommunen, men tværtimod flere gang er blevet truet med at komme under tvangsadministration.

Vi må tænke kreativt ift. lokaler til både børn og ældre, der giver mening – og til eventuelle besparelser. Lad os finde løsningerne sammen.

Men kære politikere – venligst, luk IKKE og flyt IKKE Gilleleje Aktivitetshus  for os nuværende og kommende brugere, frivillige og ansatte. Lad nu det hus bestå, som ved en kæmpe stor del frivillighed og engagement  er en succes på alle områder – intet mindre!

Så måske skal der denne gang tages den langsigtede og indsigtsfulde lommeregner frem – den, der indregner både de økonomiske, forebyggende og menneskelige omkostninger på sigt på ældreområdet, så som:  ensomhed, mistrivsel, mindre fysisk formåen, manglende selvværd og selvtillid, miste lysten og evnen til at hjælpe andre og tillige evnen til at være selvkørende på flest mulige områder og dermed ingen besparelser af plejehjemspladser, hjemmepleje, rengøring, sagsbehandlertid, administration, sundhedsvæsen
mv.

At være chauffør i eget liv længst muligt, giver den største livsglæde og den længstvarende livsduelighed , hvilket også er konklusionen på mange fine evidente undersøgelser – og almen viden for os, der har en stor portion livserfaring.

Gilleleje Aktivitetshus er med til at forebygge det altsammen – og i stedet  skaber vi sammen et hus fuld af livsglæde, støtte , hjælpsomhed,sammenhold, omsorg og hjælp til selvhjælp.

Så hvad mon huset og besparelserne skal bestå af – nu og på sigt?

Kirsten Skovgaard
Dronningmølle