GRIBSKOV: Hvad bilder politikerne sig ind?
Der er aftalt en proces omkring solcellepark i Hågendrup men det bekymrer ikke Socialdemokratiet, Moderaterne, Venstre , Enhedslisten, Sf m.fl.
Socialdemokratiet roser oven i købet sig selv for at presse en solcellepark ned over hovedet på borgerne, allerede inden der er en kommunalplan på området.
For os i Danmarksdemokraterne virker det som om, at disse politikere fuldstændig har glemt at naturen er Gribskovs mærkesag og en af de vigtigste grunde til at turister valgfarter til kommunen, hvilket giver et væsentligt økonomisk afkast til den slunkne kommunekasse og ikke mindst de erhvervsdrivende.
Hvor er ordentlighed henne?
Der har været en klar aftale i vores kommune om processor der skulle og burde følges, men igen tilsidesættes disse i lighed med utallige andre sager, igennem de sidste 7 år .
Vi konstaterer at tiden hvor vi behandler vores borgere med respekt og troværdighed for længst er løbet fra hovedparten af byrådet.
Allerede på valgnatten løb partier fra klare aftaler og det ser ud som om det ingen ende vil tage.
Vores kommune har brug for ordentlighed, hvor borgerne kan regne med en ordentligt og fair behandling og ikke mindst at de aftaler der indgås også bliver efterlevet.
Borgerne i Centrum? Det lovede samtlige partier ved sidste valg, men ligeså hurtigt som de blev valgt ind, ligeså hurtigt har de glemt det igen.
Vi i Danmarksdemokraterne kæmper for ordentlighed og fair behandling af kommunens borgere, og derfor finder vi det utilstedeligt at politikere igen ignorere borgernes rettigheder og stemme.
Det er skammeligt, når Socialdemokratiet oven i købet stolt fremfører, at de nu har tilsidesat processer og aftaler for at tvinge solcellepark igennem, uden hensynstagen til borgerne eller høringssvar der modsiger solcelleparker i åbent landskab.
Vores energiforsyning er vigtig, men det er vores natur bestemt også og derfor bør regeringen ændre love og vedtægter, så det er muligt for kommuner og erhvervsdrivende at opsætte solceller på bygninger og gøre det rentabelt.
At vi har en regering der råber på grøn omstilling, men som samtidig besværliggør processen i kommunerne og erhvervslivet, er det virkelige problem, men som så meget andet, tager man ikke ansvar, men overlader det til kommuner og regioner at tumle med brugbare løsninger og resultatet ses tydeligt i landskabet.
Dette debatindlæg er indsendt af:
Lars Bregnbak
Danmarksdemokraterne Gribskov