Danmark er et samfund, som er begunstiget af en høj grad af tillid. Tillid til vores medborgere og tillid til de offentlige institutioner. Målinger af befolkningens tillid viser f.eks., at ca. 85% mener, at politiet vil hjælpe dem, hvis der er brug for det.
Anledningen til, at jeg tager det emne op her, er den seneste tids journalistiske fokus på politiet f.eks. i dokumentaren ”Hvor er politiet” og dokumentaren ”Forfulgt af politiet?”, som også synes at smitte af på den journalistiske dækning lokalt.
I Sjællandskes weekend-udgave i den forgangne weekend var problemerne i forbindelse med oversvømmelserne trængt ned på forsiden til fordel for artiklen med overskriften: ”18-årige Benjamin: Jeg blev udsat for politivold”. Dette fulgt op af en helsidesartikel med udsagn fra Benjamin og Benjamins mormor, og en mindre artikel med overskriften: ”Når politiet går hårdt til værks”, hvor der henvises til sagen om en 43-årig far og journalist, som blev anholdt ved Christiania og sagen, hvor en syrisk familie har følt sig chikaneret af det lokale politi samt endelig en sag fra Østjylland, hvor en politibetjent – efter at være dømt i byretten for vold mod en indsat i detentionen – blev frifundet ved landsretten.
Således bliver Benjamins sag indirekte koblet på som en af en række sager.
Journalistisk er det et krav, at man forelægger ”modparten” kritik før offentliggørelse. Ved klager over politiets adfærd eller overdreven magtanvendelse er det ”en gratis omgang” for journalisterne, da sådanne klager behandles af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), og politiet kan derfor ikke gå ind i sagen på et tidspunkt, hvor DUP ikke har behandlet den. I det konkrete tilfælde er der ingen vidner til episoden, hvorfor artiklen om angivelig politivold alene bygger på Benjamins fremstilling.
Og så vender jeg tilbage til det med tillid. Det er selvfølgelig noget, som man skal gøre sig fortjent til. I politikredsen har vi gennem flere år arbejdet meget målrettet med vores møde med borgerne. Vi skal være ydmyge i forhold til den magt, som vi som politi er givet, vi skal til enhver tid optræde korrekt og i øjenhøjde med borgerne, og selvfølgelig må vi ikke anvende mere magt, end nødvendigt i situationen.
Når der klages over os, så følger vi altid op på klagen internt. Det gælder også selv om DUP ikke har fundet anledning til kritik, for måske er der alligevel noget, som vi kan lære af borgerens oplevelse af mødet med os. Antallet af sager hos DUP, hvor der er klaget over vores adfærd, ligger gennem de seneste år på et meget lavt niveau og antallet er ikke – som det ellers er tilfældet på landsplan – steget. Det mener vi faktisk er et udslag af, at vi har et konstant fokus på det gode møde med borgeren. Og jeg er også af den faste overbevisning, at borgerne kan have tillid til deres politi, selv om der naturligvis sker fejl.
Om der er noget at kritisere politiet for i vores møde med Benjamin, ved jeg ikke. Men jeg er sikker på, at de borgere i politikredsen, som læser Sjællandske, er efterladt med et indtryk af, at Benjamin er offer for politivold. Og det er et indtryk, som slider på borgernes tillid til politiet.
Jeg kunne ønske, at medierne også følte et vist ansvar for at værne om tilliden i det danske samfund. Naturligvis ikke ved ukritisk at bakke op om myndighederne, da vi selvfølgelig skal være under konstant opsyn fra pressen. Men i det mindste således, at det ikke er et mål i sig selv at så mistillid. Det gør man med artiklerne om Benjamin på et relativt spinkelt og uunderbygget grundlag, og på et tidspunkt i et sagsforløb, hvor vi ikke har mulighed for at kommentere på sagen og dens fakta.
Af: Politidirektør Lene Frank, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi
