DEBAT: Politikere forsøger at skabe falsk utryghed om akutberedskab

DEBATINDLÆG: I socialdemokratiet i Region Hovedstaden er vi dybt optaget af at forbedre responstiderne alle de steder i Region Hovedstaden, hvor responstiderne ikke lever op til servicemålet. Den nye omorganisering af basestrukturen i Akutberedskabet i februar 2023, med større fleksibilitet og tilstedeværelse i bl.a. Gribskov kommune, har da også båret frugt. 

Datatræk fra Region Hovedstadens akutberedskab (spørgsmål 74-78) dokumenterer, at der efter omorganiseringen i 2023 er sket markante forbedringer i responstiderne generelt i Gribskov kommune, herunder i Gilleleje, selv om dag-ambulancen i Gilleleje er fjernet.

Som gennemsnit ligger Gribskov kommune nu over servicemålet på 93%. Andelen af A-kørsler (udrykning) som når frem indenfor 15 min. er generelt steget fra 90,7% i februar 2023 til i 95,2% i juli 2024 og median responstid sænket fra 08.19 til 07:33 min. i aug. 2024.

Det skaber tryghed for borgerne, at vide, at når nøden er størst, så kommer hjælpen hurtigere frem.

Det er derfor forbløffende, at visse lokalpolitikere, herunder Pernille Søndergaard (M), vedholdende forsøger at skabe utryghed hos borgerne ved fortsat at påstå, at akutberedskabet skulle være forringet i Gribskov kommune, ikke mindst i Gilleleje, til trods for, at de faktiske data viser det modsatte.

En særlig udfordring har det dog været at nå servicemålet på 93% for A-kørslerne i postnumrene Vejlby og Dronningemølle. I begge områder er responstiderne forbedret siden omlægningen af akutberedskabet i 2023, men vi er stadig ikke helt i mål endnu. Det servicemål arbejder jeg, regionsrådet og akutberedskabet fortsat hårdt på at indfri.

Det er derfor  glædeligt, at Akutbilen, som også kan indlede akut behandling på samme måde som ambulancerne, nu endelig i efteråret flyttes fra sin midlertidige placering i Helsinge til Græsted. Tak til socialdemokraterne i Gribskov kommune for at bidrage med brugbart placeringsforslag her.

Akutbilerne i Region Hovedstaden har erfaringsmæssigt bidraget til at aflast ambulancerne og forbedre responstidernedér, hvor de er sat ind.

Med en central placering af Akutbilen i Græsted, bedre vejadgang til både kystområdet, Dronningemølle og Vejby styrkes indsatsen for, at postnumrene Vejby og Dronningemølle også snart kan se frem til at komme over servicemålet på 93%.

Dette debatindlæg er indsendt af:

 

Susanne Due Kristensen
Regionsmedlem i Hillerød og Gribskov kommuner for Socialdemokraterne

Relateret debatindlæg:

Akutbil i Græsted kan ikke erstatte en ambulance i Gilleleje

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?