DEBAT: Pyramidesalg rejser mange flere spørgsmål

DEBAT: En række partier har ønsket en uvildig undersøgelse af Kim Valentins rolle i salget af Pyramiden og Det Gl. Rådhus i Gilleleje. Kravet har tydeligvis faldet en del Venstre og Konservative politikere for brystet. I deres kritik har de behændigt undgået at forholde sig indholdsmæssigt til sagen, men forsøger sig i stedet med lige dele forargelse og motivforskning. Den type af indvendinger betegner man undertiden som ”kig- væk-finten”, opkaldt efter en særlig Michael Laudrup specialitet.

En forarget Jesper Behrensdorff fastslår kækt, at ”der ikke er noget at komme efter”.

Hvor er det nu lige, man har hørt det udsagn før? Men er der fremført noget til støtte for dette ret vidtgående standpunkt? Næ, det er der ikke. Det er end ikke forsøgt sandsynliggjort, tømt som det er for indhold.

Sagen drejer sig om, at kommunen, med Kim Valentin i spidsen, gennem længere tid har arbejdet på at få solgt de to ejendomme til en investor. Kort før en salgsaftale udformes og underskrives, meddeler Kim Valentin til kommunaldirektøren, at han selv er inhabil. Inhabiliteten skyldes, at den køber kommunen entrerer med, har en forretningsmæssig relation til Kim Valentin af en karakter, som betyder, at han ved salget kan forvente selv at tjene penge på salget. Dette er Kim Valentins egen begrundelse for sin inhabilitet; et forretningsmæssigt samarbejde.

Så langt så godt. Umiddelbart lever Kim Valentin nemlig hermed fuldt og helt op til de habilitetskrav, der fremgår af Forvaltningsloven. Reglerne fastslår, at man i sit virke i den offentlige forvaltning, ikke må træffe afgørelser i sager, hvor man har en privat eller økonomisk interesse.

At Kim Valentin var inhabil på det tidspunkt, hvor han meddeler det til kommunaldirektøren, er derfor hævet over enhver tvivl. Men hvad vi ikke ved er, om hans inhabilitet er indtrådt langt tidligere end på dette sene tidspunkt i det lange sagsbehandlingsforløb. Forvaltningslovens habilitetsregler rummer ikke blot et forbud mod at træffe afgørelser i sager, hvori man har en personlig interesse, man må heller ikke ”medvirke ved behandlingen af den pågældende sag”. Og det har han i et eller andet omfang – det står fast, uden at omfanget kendes. Men da sagen politisk er blevet behandlet i Økonomiudvalget, som Kim Valentin som borgmester er formand for, samt på de lukkede møder, der har været afholdt i sagen, og hvor han sidder for bordenden, så har han medvirket i salgsprocessen.

Isoleret set kunne man jo godt glæde sig over, at Kim Valentin har udsigt til at tjene nogle penge ved den gennemførte handel, men borgernes tillid til det politiske system vejer tungere. Derfor, og af principielle grunde, er en nærmere granskning bydende nødvendigt. Habilitetsreglerne skal sikre, at der ikke kan rejses begrundet tvivl om, at alle politiske afgørelser er saglige og alene tjener almenvellet, dvs. borgerne.

Så har der været rejst kritik af, hvorfor sagen først bliver rejst nu – umiddelbart inden et byrådsvalg. Ja, det kunne ligne en tanke, som har givet anledning til motivfortolkning. Men sagen er jo den, at det først for ganske nyligt kom frem, at Kim Valentin havde afholdt møde med køber, hvilket han tidligere kategorisk havde afvist.

Hvorfor afviste han det? Var det en undskyldelig forglemmelse fra Kim Valentins side, eller var det fordi han netop ikke ønskede, at det kom frem at han havde drøftet projektet med den person, med hvem han havde et forretningsmæssigt forhold til? Og hvor han selv havde udsigt til en fortjeneste, dersom projektet blev realiseret. Det var den begivenhed der gjorde, at fire partier fandt en nærmere undersøgelse påkrævet. Den kritik der er rejst om tidspunktet for en undersøgelse er derfor ren spekulation. Det var Kim Valentins urigtige afvisning, der gjorde udslaget.

Når De Konservatives gruppeformand udtaler ”at der ikke er noget at komme efter”, påtager han sig så ikke dermed bevisbyrden? Og kan han løfte den? Hvis ikke, så bør han tie og respektfuld afvente undersøgelsens resultat.

Lige så forkert det er at dømme folk på forhånd, ligeså forkert er det at frikende en person, hvis adfærd har bestyrket en mistanke. Her skal retssamfundets institutioner træde til og afdække forløbet og træffe afgørelse, så tilliden til de folkevalgte kan forblive uantastet. Det skylder vi hinanden og det demokrati vi sammen har skabt.

Øvrige momenter i sagen, som der bør kastes lys over:

  • Hvad var baggrunden for, at der kun var én tilbudsgiver tilbage, da salget blev gennemført?
  • Hvad var grunden til at bygningerne blev solgt til kun 37,5 % af den af sagkyndige vurderede markedspris?
  • Kim Valentin og Venstre gik til valg på at bygningerne ikke skulle sælges. Hvad fik Kim Valentin til blot 5 måneder efter han blev borgmester til at drøfte et salg med den senere køber? Var det udsigten til en personlig økonomisk gevinst?
  • Hvorfor blev der fastsat så vidtgående lokalplansbestemmelser, der betyder at køber vilkårlig kan ændre projektets indhold uden mulighed for kommunale indsigelser? Hvis disse vilkår havde været fastsat ved udbuddet, ville det så have påvirket salgsprisen i opadgående retning?
  • Hvorfor blev Kim Valentins bedste ven ansat som ejendomsmægler i kommunen og tiltræder tre uger før det betingede salg fandt sted? Var Kim Valentin involveret i denne ansættelse?

Timm Nielsen
Soldalen 5 – Rågeleje
3210 Vejby

Lige om lidt er vi klar til at hjælpe dig med at finde nye gode fælleskaber.

Lige om lidt er vi klar til at vise dig alt hvad der skal opleves i Gribskov.

Vi har et arkiv med 4.000 virksomheder som glæder sig til at vise dig alt hvad Gribskov har at tilbyde. Kig her igen snart.

Opret Rubrikannonce

Gør din forretning synlig

Bliv kontaktet og hør mere om hvordan du kan få annonceret din forretning på Netavisen Gribskov.

Send debatindlæg

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?