Debat: Svage borgere skal hjælpes mere og bedre

Betina Sølver. Foto: Presse.

DEBAT: I Venstres valgoplæg 2014 – 2018, ‘Hvad kan en god kommune gøre for dig’, lyder et af hjørneflagene: ‘Svage borgere skal hjælpes mere og bedre’ –  Definitionen på begrebet svag, er i følge dansk retskrivning bredt. Fx kan man være svag rent helbredsmæssigt på grund af sygdom, handicap elle lign., svag i forhold til andre, underlegen i styrke, magt mv. eller man kan være svag fordi man befinder sig en trængt eller udsat position i samfundet eller er dårligt stillet, fx økonomisk.

Som nyvalgt til Byrådet, og medlem af Social og Sundhedsudvalget, har jeg i året der er gået, erfaret, at det tilsyneladende ikke er alle der kan hjælpes – det kan være fordi den enkelte ikke ønsker eller vil hjælpes, men det kan også være fordi, at lovgivning, markedsvilkår eller andet forhindre os i at yde en optimal indsats.

Jeg har i årets løb fået et par henvendelser fra borgere, der er tilknyttet socialområdet som pårørende, der er helt uforstående overfor den situation vi sætter vores borgere i med handicap eller psykisk sygdom, når vi bygger sociale botilbud, hvor disse borgere ikke har råd til at bo.

Det betyder, at vi har borgere mellem 18-64 år, der ikke kan visiteres til en bolig i et socialt botilbud – uagtet, at deres handicap eller psykiske sygdom tilsiger at et botilbud vil gavne deres udvikling og livskvalitet.

Når jeg bliver bekendt med, at vi giver afslag på ansøgning om bolig i sociale botilbud, med den begrundelse, at borgeren ikke har råd til at betale huslejen, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at det ikke giver mening at have botilbud til borgere med varierende grader af sindslidelser og handicap, når huslejen i boligerne er så dyre, at borgerne reelt ikke kan få tilbuddet af økonomiske årsager. Derudover undrer det mig også, at det er borgerens økonomi der er afgørende for, hvilken behandling de kan tilbydes, når vi ved, at det ofte er denne gruppe borgere, som oftest modtager en eller anden form for overførselsindkomst, fx førtidspension eller kontanthjælp.

Desværre går det, efter min mening, helt galt, når det samtidig oplyses, at kommunen har et økonomisk efterslæb på ca. 0,5 millioner i 2014 på grund af tomgangshusleje i selvsamme sociale boligtilbud.

Det vil sige, at vi i kommunen har borgere, der har behov for at bo i et socialt boligtilbud, men som får afslag på grund af deres økonomi – samtidig med, at vi har tomme boliger, der giver et kommunalt underskud på næsten en halv million – hvilket er penge vi i Social og Sundhedsudvalget skal finde i form af besparelser på andre områder.

Nogen kan med rette tænke, jamen hvordan kan det lade sig gøre, at vi har sociale boligtilbud, som borgerne ikke har råd til at bo i, og hvorfor kan de ikke bare få boligtilskud?

Svaret hertil er, at kommunens sociale boligtilbud er opført som et bofællesskab efter Almenboligloven med tilknyttet socialpædagogisk støtte efter Servicelovens § 85. Det betyder, at beboerne er lejere i en almenboligorganisation med selvstændige lejekontrakter og den lejerbeskyttelse, der følger af almenlejelovgivningen. Det betyder også, at kommunen ikke har hjemmel til at fastsætte lejen efter lejerens økonomiske formåen, således som det sker i tilbud oprettet iht. servicelovens § 108. Beboeren skal derfor betale den leje, der er fastsat af den almene boligorganisation. Fastsættelsen af lejen sker efter ufravigelige regler fastsat i almenboligloven og skal kunne dække boligafdelingens driftsudgifter, afskrivninger og henlæggelser, en såkaldt balanceleje.

Huslejens størrelse i forhold til borgernes forsørgelsesgrundlag indebærer, at borgerne generelt ikke har råd til at betale huslejen. Kommunen har ikke lovhjemmel til at give et tilskud til huslejen, så potentielle nye lejere får råd til at betale lejen. Kommunen har heller ikke hjemmel til at give tilskud til den almene boligorganisation, så lejen generelt kan nedsættes. Problematikken er almindeligt kendt i kommunerne, men endnu har ingen fundet en holdbar løsning på problemet.

Personligt syntes jeg det er et problem, at vi har syge borgere der får afslag på et behandlingstilbud i et botilbud, samtidig med at vi har tomme boliger i botilbuddene, der udløser et økonomisk underskud på socialrammen.

Jeg håber derfor, at vi i Byrådet i 2015 kan arbejde intensivt med at løse dette problem, og at vi i fællesskab tager stilling til og afsøger mulige optioner, der kan medvirke til at vi kan hjælpe vores svage borgere mere og bedre, herunder borgere med handicap og psykisk sygdom.

Betina Sølver (V)
Medlem af Byrådet og Social- og Sundhedsudvalget

Lige om lidt er vi klar til at hjælpe dig med at finde nye gode fælleskaber.

Lige om lidt er vi klar til at vise dig alt hvad der skal opleves i Gribskov.

Vi har et arkiv med 4.000 virksomheder som glæder sig til at vise dig alt hvad Gribskov har at tilbyde. Kig her igen snart.

Opret Rubrikannonce

Gør din forretning synlig

Bliv kontaktet og hør mere om hvordan du kan få annonceret din forretning på Netavisen Gribskov.

Send debatindlæg

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?