VALGDEBAT: Den 16. november, afholdes der kommunalbestyrelsesvalg, hvor kommunens ledelse, byrådet, skal sammensættes af 23 borgere i Gribskov. De borgere der bliver valgt, skal som det første udpege en person blandt de valgte, som skal være borgmester.
Følgende debatindlæg er skrevet af administratorteamet bag Facebook-gruppen ”Vores Gribskov”.
En borgmester er en meget central person i en kommune. Ikke kun fordi han/hun i mange henseender har serveretten og er udstyret med en række beføjelser og rettigheder. Han/hun er første blandt ligemænd og er dermed udstyret med et uantastet prærogativ, (retten til at blive prioriteret højere end andre). Og så kan en borgmester ikke væltes af et flertal i byrådet.
Men kun ganske få af de mange kandidater der stiller op, omgås dog med planer om at indtage borgmesterposten. De stiller op som repræsentant for et parti, i håb om at krasse stemmer sammen.
De vil derfor i deres valgkamp tale varmt og henført om netop deres partis fortrin og kun i mindre grad om deres personlige kompas og hvilke værdier de selv er styret af. Deres kompetencer og motivation forbliver ufortalt.
De vil gøre en del ud af at overbevise borgerne (vælgerne) om at netop deres parti har svar på de udfordringer, som bliver tematiseret i valgkampen. Temaerne vil forudsigeligt være dem, at de der har haft magten og dermed ansvaret, vil fortælle om alle de resultater der er nået, men fortie de mange uløste problemer der efterlades. Repræsentanter for oppositionen vil føre valgkamp på de mange løftebrud, der har været i valgperioden.
Spørgsmålet er: hvem bliver klogere af den form for skønhedskonkurrencer?
Næppe borgerne i Gribskov.
Derfor vil mange vælgere stemme på et parti og ikke en kandidat, fordi de ikke lærer kandidaterne at kende. Er de kompetente og troværdige? Har man som vælger tillid til kandidaten? Man ved det ikke, fordi man kun møder talsmænd for et parti.
Kun de kandidater som stiller op som borgmesterkandidater, kan forvente at få et større antal personlige stemmer. Og kun ganske få, om nogen af de øvrige kandidater, kan forvente at opnå personlige stemmer nok til et mandat.
Netop fordi kendthed er en forudsætning for at få mange personlige stemmer, kan det være fristende for et parti at få en ”kendis” til at stille op for partiet, som f.eks.. Det kan forekomme anstødeligt og lige fikst nok at anvende den form for billig lokkemad, fordi en kandidat gerne skulle besidde politiske kvalifikationer, hvilket en OL-guldmedalje eller en smuk sangstemme ikke giver noget belæg for.
Det folkestyre vi kender, blev indført med grundloven af 1849. Dengang eksisterede der ikke politiske partier. Faktisk var der et forbud mod at referere til en tilhørsgruppe. I grundloven står der stadig at man som folkevalgt kun er bundet af sin egen overbevisning.
Men henimod slutningen af 1800-tallet blev der dannet grupper (partier) udenfor parlamentet. Og først i 1918 blev partier formelt anerkendt som en del af parlamentarismen, som blev indført i 1901. Det skete under Hørups kendte parole: ”Del jer efter anskuelser”.
Hvad betyder det for det lokale folkestyre? Ja, sikkert en del.
Det betyder for det første, at det ikke er de 23 valgte byrådsmedlemmer der bestemmer den politik, der bliver ført i kommunen. Det er derimod et mindre antal på måske 3-5 folkevalgte, der afgør alle vigtige beslutninger, fordi de tilsammen råder over et loyalt flertal. Partier er nemlig meget topstyret. De egentlige politiske diskussioner, i det omfang de overhovedet finder sted, sker alene mellem de ledende medlemmer i de enkelte partier. Og så vil det typisk kun dreje sig om en stillingtagen til mindre enkeltsager. De vigtige sager tager gruppeformændene sig af.
Så snart konstitueringen er overstået, det vil sige når mandatfordelingen er kendt og en borgmester er udpeget, så er magtforholdene støbt i beton. Men hele maskineriet vil køre de næste 4 år, med udvalgsmøder, byrådsmøder, budgetseminarer osv. Udvalgene vil udarbejde indstillinger, økonomiudvalget vil behandle dem, og videresende dem til byrådet.
I byrådet vil de 23 folkevalgte rejse sig op, som var det en cirkusdomptør, der fremviste sine dygtige søløver. I byrådet finder der naturligvis en forhandling sted. Undertiden kan der dukke et argument op, der vil være replik og duplik, ofte i en godmodig stemning, for alt er timet og tilrettelagt.
Udfaldet er kendt på forhånd; det er et skuespil for folket. De faktiske politiske forhandlinger finder sted på lukkede møder i de nedsatte udvalg og især i de uformelle drøftelser mellem gruppeformændene. Dét er maskinrummet, og det får borgerne ikke indsigt i.
Man kunne stille spørgsmålet: Hvorfor skulle man som menigt byrådsmedlem bruge kræfter på et velforberedt indlæg i byrådssalen med overbevisende argumenter og konsekvensvurderinger osv., når nu beslutningen reelt er truffet?
Hvorfor skulle man interessere sig for kommunens økonomi og kommunens administrative drift?
Hvorfor skulle man føre tilsyn med forvaltningen og interessere sig for den behandling borgerne får?
Hvorfor skulle man deltage i alle de opgaver, som det påhviler byrådet at drage omsorg for? Er der overhovedet nogen, der kerer sig om kommunens kerneopgaver?
Jo da, men kun når skandaløse enkeltsager bringes frem, men anses sjældent som udtryk for en dysfunktionalitet, som i grunden burde kræve handling.
Når en borgmester udtaler, at det går godt med kommunens økonomi og at alt fungerer som et klokkeværk, gentages det loyalt af flertalsgruppen, for det er adgangsbilletten til flertalsgruppen. Når udsagnet bliver udfordret af virkeligheden, når nedskæringer skal gennemføres. Så fortæller borgmesteren, at det skyldes for få indtægter, eller at der ved den kommunale udligning er brugt falske lodder. At det er dokumenterbart forkert, spiller ingen rolle. Kritik mødes af larmende tavshed, eller at man sletter indlæg og kritiske kommentarer.
Men når valget så står for døren og flertalsgruppen stilles til regnskab, så beslutter den sig for, at valgkampen skal efterleve etiske standarder og udvise respekt for partierne; standarder, man aldrig selv kunne drømme om at efterleve. Men er det i grunden ikke sådan, at man kun kan forvente at blive mødt med respekt, når man selv i alle forhold optræder respektfuldt, og dermed gør sig fortjent hertil? At man til et vist mål føler sig forpligtet på sandheden. Men i politik er sandhed ikke en stangvare!
Hvis man er kritiker af de herskende forhold, bliver man afvist med kravet om, at man i stedet burde tale kommunen op, som var kommunen et viljeløst objekt og ikke en kampplads. Og man skal tåle at kritiske indlæg bliver slettet og spørgsmål forbliver ubesvaret. Sådan taler magten, når sløret falder og alt er blottet. Ved valget, skal man ikke bedømme partiernes på deres gyldne løfter, men dømme dem på deres gerninger og svigt.
Gør vi det, kan man i det mindste håbe på at flertallet skifter, hvis opgaven ikke er løst, og anstændigheden ingen stemme har haft.
