DGI: Kom med ud og mærk efteråret

GRIBSKOV: Vinteren er så småt på trapperne, og det bliver måske sværere at komme op af sofaen og ud i den friske luft. Heldigvis står friske gå-værter fra Gribskov Går Sammen klar til at gå naturen i møde, også selvom det bliver mørkere, koldere og mere blæsende. Du kan som altid komme med ud på deres spændende ture rundt om i hele Gribskov Kommune.

Fredag morgen er der gåture for de morgenfriske, der vil ud at mærke dagens begyndelse i skoven i Tisvilde.

Den rutinerede gå-vært Jane står som altid klar kl. 7.00 ved p-pladsen ved Skovporten i Tisvilde Hegn, og herfra går vi en tur på 8-10 km. Vi går ad både smalle og bredde stier. Humøret er højt og fødderne går i jævnt tempo.

På søndag den 20. november kan du komme med på en tur i Tisvilde Hegn, når gå-vært John inviterer på en formiddagstur i skoven. John kender Tisvilde Hegn som sin egen bukselomme, og kan helt sikker vise nogle nye ruter og stier i skoven.

Turen starter kl. 9.00, hvor vi mødes på den store p-plads ved Tibirke kirke. Herfra går vi en rask tur på ca. 8 km gennem skoven og fortsætter ud gennem Tibirke bakker. Vi gør et par mindre ophold undervejs og forventer at være tilbage ved Tibirke kirke efter et par timer.

Start ugen med en gåtur – også når det er mørkt og koldt
Hver mandag kan du gå med på gåture i Helsinge og i Dronningmølle. I Helsinge står Sussi klar kl. 9.00 ved Frivilligcentret (Vestergade 4, 3200 Helsinge) til en hyggelig gåtur i Valby hegn. Turen er ca. 6 km og vi går i moderat tempo og nyder den dejlige skov, ser stendysser og oplever dyrelivet. Undervejs holder vi en pause og får lidt at drikke. Turen ender tilbage ved Frivilligcentret senest kl. 11.00.

I Dronningmølle sørger gå-gruppen Flittige Fødder hver mandag for en hyggelig eftermiddagsgåtur i den skønne natur omkring Dronningmølle. Alt, du skal gøre for at komme med, er at møde op kl. 14.00 ved Dronningmøllehuset (Dr Mølle Strandvej 645B, 3120 Dronningmølle). Her fordeler vi os i forskellige grupper, så man kan gå med i det tempo, der passer en. Turen er ca. 5 km. og går eksempelvis langs stranden, til Tegners museum eller Munkerup. Efter en times gåtur vender vi alle tilbage til Dronningmøllehuset, hvor vi drikker kaffe og nyder hinandens selskab.

Gribskov Går Sammen – et gåfællesskab for alle i Gribskov
Gåturene er en del af projektet ”Gribskov Går Sammen”, som har til formål at motivere borgerne i Gribskov kommune til en mere aktiv hverdag. Gåture styrker både krop og sind, og man vil hurtigt opleve det stærke sammenhold der er i gå-fællesskaber. Gåturene er åbne for alle, der har lyst til at gå med. Der er ingen tilmelding, og det er selvfølgelig ganske gratis.

Gåturene kan findes på hjemmesiden www.gribskovgaarsammen.dk