Tirsdag eftermiddag kl. 13.14 modtog politiet via alarm 112 melding om, at flere veje i Køge by var glatte som følge af en spildt væske, så trafikanter flere steder ikke kunne så sikkert og forsvarligt som forventeligt på vejene.
Politiet kørte til den centrale del af Køge by, hvor patruljerne forsøgte at kortlægge de veje, som var blevet udsat for et udslip af formentlig dieselolie. Samtidig blev Trafikradioen og Movia underrettet om de glatte veje især i Køge by.
Det lokale redningsberedskab blev tilkaldt til at foretage det fornødne for at få fjernet dieseloliespildet eller på anden måde gøre vejene sikre igen.
Politiet fik efter omfattende ”detektivarbejde” klarlagt, at følgende veje var blevet ramt af dieselolieudslippet: Salbyvej – Ølbyvej – Ringvejen – Nørre Boulevard – Ivar Huitfeldtsvej – Værftsvej – Lyngvej frem til motorvejstilkørsel 32 Ølby, hvor dieseloliesporet fortsatte på Køge Bugt Motorvejen i sydlig retning og videre ad Sydmotorvejen mod syd frem til afkørsel 34 Herfølge. Herfra gik sporet i østlig retning ad Slimmingevej via Vordingborgvej og Kanderødvej frem til Store Linde sydvest for Hårlev.
Her traf politiet en lastbil med en 39-årig mandlig chauffør, som ikke havde opdaget lækagen på dieselolietanken. Chaufføren blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven med baggrund i det omfattende dieseloliespild over en ca. 42 km lang vejstrækning.
Politiet har ikke registreret nogen færdselsuheld eller andre ulykker som følge af dieseloliespildet.