Dommer revser kommunen i omstridt byggesag i Tisvilde: Grove fejl mod naboer

TISVILDE: Gribskov Kommune har tabt en sag i Retten i Helsingør, som på mange måder vækker rejste øjenbryn. For ikke nok med, at kommunen godkendte et byggeprojekt i det gamle og bevaringsværdige “Lejet” i Tisvilde, så skete det helt uden at høre de nærmeste naboer. Vi har spurgt en af de berørte naboer, Anne Fabricius-Bjerre.

Der måtte have været store smil på kontoret hos Danbolig i Tisvilde, da det sidste år efter lang liggetid lykkedes at sælge en sommerhusgrund på Hovedgaden til en pris på mellem syv og otte millioner kroner. Sommerhuset blev opført helt tilbage i 1895, er beliggende på Hovedgaden 102 A og blev solgt af Danbolig i efteråret 2019 til et ægtepar, som forståeligt havde store planer. Huset, et tidligere anneks til et nabohus, skulle udvides både i højde og drøjde.

Ingen nabohøring

Anne Fabricius-Bjerre har blandt andet skrevet en bog om sommerhuse. Foto: Presse.

Nabohuset på adressen Ved Stranden 3 er ejet af Anne Fabricius-Bjerre, tidligere ægtefrue (1977-2004) til komponisten Bent Fabricius-Bjerre. Her har hun boet siden starten af 1980’erne, og hun blev kort efter salget kontaktet af de nye naboer, som ønskede at ændre lidt på deres nykøbte hus. De tilbød også at opføre et skur midt i naboskellet med adgang til begge sider.

I starten, før byggeriet og hele balladen gik i gang, havde Anne intet at undre sig over. Hun var godt klar over, at parret ønskede at ombygge huset, men det er ganske normalt, for flere af de ældre huse helt ud mod strandkanten trænger til en kærlig – og især moderniserende, hånd.

Det var også tilfældet for det lille sommerhus på Hovedgaden 102A.

Sommerhuset var tidligere gult og uden udnyttet tag-etage. Foto: Google Maps.

Sommerhuset er med sine beskedne 77 kvadratmetre, og en 258 m2 grund typisk for området. Grunden er ganske smal, helt ned til 7-8 meter i bredden på sit smalleste og blot cirka 30 meter lang. Grunden blev oprindeligt udstykket tilbage i 1981 efter at have været et anneks i tilknytning til huset på Ved Stranden 3.

Kort over Tisvilde i den gældende lokalplan.

Begge huse er beliggende i området ‘Lejet’, som består af huse fra tiden før Tisvilde blev en populær turistdestination. Området er særligt skattet i lokalplanen, som betegner Lejet som særlig vigtig. Derfor skal ombygninger ske med “respekt for bygningens opførselstidspunkt og dens oprindelige arkitektoniske udtryk”, som det beskrives i lokalplanen.

Udbygning tager fat
Ikke længe efter salget begyndte en større udbygning af huset. Særligt underligt var det, at Anne Fabricius-Bjerre ikke var blevet partshørt, og det til trods for, at udbygningen i høj grad ville påvirke hendes grund.

Sådan ser huset ud i dag. Foto: David Abildgaard.

For det hele var gået stærkt. Meget stærkt. Normalt tager byggetilladelser en rum tid at blive behandlet i Gribskov Kommune, ofte op til et år, men det var ikke tilfældet her.

De nye ejere sender 18. oktober 2019, en ansøgning om en byggetilladelse til kommunen.

Først går der lige knap tre måneder uden der sker det store. Den 10. januar bliver køber ringet op af en ung ansat på forvaltningen i kommunen, som over telefonen advarer om, at der skal forventes et afslag på byggetilladelsen, såfremt der ikke ændres i ansøgningen, blandt andet en kælder som ikke kunne lade sig gøre. Telefonopkaldet får køberne til at revidere projektet.

I den reviderede ansøgning søger køber om lov til at etablere en ny tagkonstruktion med stråtag, to nye kviste samt en udnyttelse af tag-etage på 18 m2. Dertil kom et udhus på 18 m2 samt det lille skur, som skulle deles med naboen, pensionisten Anne Fabricius-Bjerre.

Blev overrasket
Anne var på det tidspunkt ikke klar over de store ombygningsplaner og havde blot sagt ja til at dele et skur. Hun vidste derfor ikke, at projektet kort efter var klar til at blive præsenteret for naboerne. Reglerne foreskriver, at større ombygninger skal ud i en såkaldt nabohøring, så alle berørte parter kan give sit besyv med, før ombygningen kan godkendes. Det er dog ikke altid kommunen følger reglerne.

Anne Fabricius-Bjerre bor i huset øverst til højre. I midten af de tre naboer ses sommerhuset med gavl mod strandkanten.Foto er fra før ombygningen. Google Maps.

I dette tilfælde valgte kommunen kun at sende høringsbrev til naboen på Hovedgaden 102B til venstre for den nye køber. Både Anne Fabricius-Bjerre og naboen i nr. 100, sognepræst Kathrine Lilleør, blev ignoreret.

Det fik Kathrine Lilleør til at klage til kommunen med ønske om at blive partshørt, så hun kunne få indsigt i, hvad der var i færd med at ske på nabogrunden. Det afviste kommunen. Heller ikke et brev sendt personligt til borgmesteren, og som borgmesteren brugte mere end 20 dage at svare på, gjorde en forskel.

To ugers sagsbehandling
Høringen med naboen i nr. 102B førte dog til en del ændringer. Den adspurgte nabo ønskede blandt andet, at ejer fjernede to kviste, som ville give for stort et indblik ind til naboen. Der blev derfor indgået en aftale de to parter imellem, og den 27. februar 2020 kunne parret i Hovedgaden 102A så sende endnu en revideret ansøgning, denne gang uden kviste på den ene side af huset.

Og køber skulle ikke vente længe på svar fra kommunen. Mindre end to uger efter, 9. marts 2020, fik parret svar fra kommunen om, at nu lå der en byggetilladelse klar på det reviderede forslag. Gribskov Kommune oplyser på sin hjemmeside, at den normale sagsbehandlingstid typisk er op til 9 måneder i sager som disse. Sager kan dog placeres i noget kommunen kalder for “hurtigbanen”, og her kan behandlingstiden sættes ned til blot et par uger.

Hvorfor så hurtigt?
Men alligevel undrer den hurtige forretningsgang Anne Fabricius-Bjerre, som gennem hele forløbet blev nægtet indsigt i byggeprocessen.

“Vi måtte søge aktindsigt for at finde ud af, hvad der foregik”, forklarer Anne Fabricius-Bjerre, der har indbudt avisen på en kop kaffe, så vi kan besigtige situationen, og især nabohuset.

Naboens hus og skur set fra Anne Fabricius-Bjerres soveværelse på 1. sal.

Hun søgte sammen med sin kæreste Jens Gehl om aktindsigt i marts 2020, og ført her blev parret bekendt med byggetilladelsen, oplyser de.

Aktindsigten viste også, at byggeriet var langt mere omfattende end Anne troede. Hun valgte derfor at kontakte en advokat. Noget måtte da være helt galt, for hvordan kunne man fra kommunens side beslutte slet ikke at høre hende?

Byggesag for retten
Og advokaten var enig. Ikke længe efter modtog kommunen derfor en klage. Klagen førte til en retssag, som i år endte i Retten i Helsingør. Her blev en dommer bedt om at undersøge sagen, særligt med henblik på at afklare, hvorvidt byggetilladelsen skulle trækkes tilbage, som Annes advokat krævede det.

Og dommeren gik grundigt til værks. I domafsigelsen, som blev afsagt den 28. juni 2021, kan man blandt andet læse, hvordan flere vidner blev indkaldt for dommeren for at afgive forklaring.

Blandt de indkaldte var den kommunale byggesagsbehandler, der havde ansvaret for at få sagen ført hurtigt gennem systemet.

Sagen bliver speget
Og nu begynder sagen at blive speget. For ifølge retsdommen var dommeren så grundig, at der endda blev spurgt ind til borgmesterens direkte involvering i sagen.

Sagsbehandleren i byggeafdelingen kunne forklare til dommeren, at han er uddannet diplomingeniør med speciale i byggeri og infrastruktur og at han før sin tiltræden som byggesagsbehandler for Gribskov Kommune ingen praktisk erfaring havde. Hans viden om bygningsreglementet stammede fra studiet, forklarede han dommeren. 

Sagsbehandleren blev ansat i Gribskov Kommune 3. juni 2019 og begyndte sin sagsbehandling på byggesagen i starten af januar 2020. Det var hans første rigtige byggesag for kommunen, svarede han.

“Sagen lå øverst i bunken”, forklarede sagsbehandleren til dommeren.

Dommer: Pressede borgmesteren dig?
Dommeren spurgte også sagsbehandleren om, hvorvidt han var blevet presset til at få sagen ført hurtigt igennem af selveste borgmesteren. Anders Gerner Frosts kone er indehaver af den mæglerforretning, som solgte grunden til parret.

Det kunne byggesagsbehandleren afvise på det klareste:

“Vidnet har ikke drøftet sagen om Hovedgaden 102 A med borgmesteren. Hverken borgmesteren eller andre i kommunen har søgt at påvirke vidnets sagsbehandling, herunder søgt at fremskynde sagsbehandlingen”, lød det fra vidnet i domsafsigelsen.

Byggetilladelsen blev i stedet givet, fordi det lå inden for lokalplanen, lød forklaringen.

Dommeren spurgte også sagsbehandleren om, hvorfor Anne Fabricius-Bjerre ikke var blevet partshørt. Her lød svaret, at sagsbehandleren ikke havde vurderet, at hun ville få væsentlig gene af de to kviste.

Heller ikke den førnævnte passus i lokalplanen om, at Om- og tilbygninger skal ske med respekt for bygningens opførelsestidspunkt og dens oprindelige arkitektoniske udtryk” gav indtryk på den nyansatte sagsbehandler.

“Vurderingen var, at bestemmelsen ikke har et så bestemt indhold, at den kan håndhæves”, lød svaret.

Så rutinepræget var ombygningen tilsyneladende for den nye sagsbehandler, at der end ikke blev foretaget en besigtigelse af sommerhuset.

“Det er ikke en del af sagsbehandlingen, at man foretager besigtigelse”, lød svaret i henhold til domsafsigelsen. Der var heller ingen billeder af huset tilknyttet byggeansøgningen, forklarede sagsbehandleren.

Mægler sygemeldt
Også Danbolig var blevet bedt om at sende et vidne. Salget var blevet forestået af en mægler, som oplyser, at Stine Gerner Frost var med til fremvisningen af grunden før salget.

Mægleren kunne forklare dommeren, at han ingen uddannelse har, at han var sygemeldt, og at han havde været ansat i Danbolig i Tisvildeleje i perioden 2010 til sommeren 2020, hvor han forestod salg og vurdering af fast ejendom. Han refererede direkte til Stine Gerner Frost, lyder det i domsafsigelsen.

Ejendommen Hovedgaden 102 A blev fremvist af vidnet og Stine. Ejendommen havde været til salg i mere end 1 år. Et af problemerne for en potentiel køber var ejendommens stand og lokalplanen, som satte snævre rammer for ombygning”, har mægleren forklaret dommeren ifølge domsafsigelsen.

Den tidligere mægler kunne forklare, at det især havde været svært at finde en køber, da huset var i en stand, hvor alle ville renovere det. Mæglerens hukommelse blev dog sat på prøve, da det kom til spørgsmål om, hvad der blev lovet under salget, eller hvorvidt borgmesteren var blevet taget med på råd.

“Der var flere interesserede købere. Vidnet mindes ikke, at det var på tale at betinge købet af byggetilladelse fra kommunen […] Vidnet mindes ikke at have drøftet spørgsmålet om byggetilladelse med borgmester Anders Gerner Frost”, står der i domsafsigelsen.

Borgmester sygemeldt
Anne Fabricius-Bjerres advokat havde også indkaldt Anders Gerner Frost personligt som vidne.

“Vi kunne konstatere at handlen var formidlet af Danbolig, og det er naturligvis vores opfattelse, at siden borgmesteren har personlige interesser i mæglerfirmaet, så er der skærpede krav til en skarp linje mellem administrationen og den politiske del”, forklarer advokat Jacob Aaes til Netavisen Gribskov.

Borgmesteren måtte dog selv desværre sygemelde sig med kort varsel på selve dagen.

“Vi fik en sygemelding på dagen og borgmesteren kom efterfølgende med en lægeerklæring om, at han havde fået bivirkninger af en vaccine mod Covid”, forklarer advokaten, som derfor ikke gjorde mere ved sagen.

Advokaten understreger dog, at de andre tilkaldte vidner alle kunne berette, at borgmesteren ikke havde gjort sin indflydelse gældende.

Kommune: Vi har fulgt reglerne
Kommunen er også af dommeren blevet bedt om at give en forklaring. Her mener man ikke, at der er brudt nogle regler. Og der er bestemt ingen væsentlige gener for Anne Fabricius-Bjerre, understreger de over for dommeren.

Der er tale om et mindre ombygningsprojekt i et tætbebygget område beliggende i byzone nær Tisvildes bymidte”, oplyser kommunen blandt andet til Retten I Hillerød.

Kviste, udhuse og skure er desuden ikke nok til at give borgerne mulighed for at blive hørt, mener kommunen, der derfor ikke ser grund til at partshøre naboerne.

At sagsøger er utilfreds med ombygningen af naboejendommen betyder ikke, at hun skal anses for part”, svarer kommunen desuden.

Kommunen peger også på, at der i den eksisterende lokalplan er mulighed for at bygge helt op til 7,5 meter i højden, og at der her “kun” er bygget 5,4 meter højt. Kommunen mener også, at en partshøring ville have været spild af tid. Der ville ikke være sket ændringer i beslutningen under alle omstændigheder:

Sagsøger er fremkommet med sine bemærkninger i forbindelse med nærværende retssag, og det er kommunens vurdering, at sagsøgers indsigelser ikke ville have ført til en anden afgørelse”, lyder det bestemt fra kommunen til Retten I Helsingør.

Dommer: Det er åbenlyst
Den grundige dommer var også på en besigtigelse på selve sommerhusgrunden for at se på forholdene. Og her blev det gjort tydeligt, mente dommeren, at særligt Anne Fabricius-Bjerre har gener i forbindelse med det nye byggeri.

Der er tale om bl.a. indbliksgener efter løft af husets tagkonstruktion og udnyttelse af tagetage og etablering af kvistvinduer med udsyn over sagsøgers ejendom (haven). Hertil kommer opførelse af et udhus på 18 m2 med ydervæg direkte i skel, hvilket som udgangspunkt er i strid med bygningsreglementets regler herom”, skriver dommer Ida-Louise Apostoli i sin domsafsigelse.

Det er derfor klart, at sagsøger har en sådan interesse i afgørelsen om byggetilladelse, at hun som part burde være hørt om sagen, inden der blev taget stilling til ansøgningen om byggetilladelse”, konkluderer hun.

Dommer: Grove overtrædelser
Derfor er dommen klar:

Retten finder, at den manglende partshøring af sagsøgeren indebærer en grov overtrædelse af forvaltningslovens § 19, og at byggetilladelsen derfor er ugyldig, medmindre sagsøgte kan godtgøre, at partshøring af sagsøgeren efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke ville have haft betydning for resultatet”

Dommeren påpeger i sin afgørelse, at fejlene er så grove, at kommunen skal betale sagsomkostningerne til Anne samt tage sagen tilbage til fornyet behandling.

Og det gjorde kommunen. Og kommunen fandt for et par uger siden ingen problemer med sin egen sagsbehandling, hvorfor byggesagen nu er godkendt, dog efter at både Anne og Katrihne Lilleør blev inkluderet i høringsperioden.

En krølle på halen
Og det kunne være enden på hele sagaen. Men det ønsker Anne ikke. Hendes retssans er krænket, og hun har derfor bedt advokaten blive på sagen. Særligt med henblik på at kigge lokalplanens bestemmelser nærmere efter i sømmene, for den lægger op til helt andre byggeprojekter end dem kommunen giver grønt lys til, mener både Anne Fabricius-Bjerre og hendes advokat.

“Det er klart, at overordet set er det godt at få udfordret denne her lokalplan og få afklaret: Hvad vil man med det her område, svarer advokat Jacob Aaes.

“Og så må politikerne tage stilling til, hvad fremtiden skal være. For kan alle bygge op til 7,5 meter og forandre hele udtrykket dernede, så bør man overveje at lave en helt ny lokalplan”, konkluderer han.

Han og Anne er derfor ved at overveje, hvad næste skridt skal være.

“Vi har ikke taget en endelig beslutning og vil gerne lige nærlæse både kommunens argumenter og lokalplanen en gang til. Og så tager vi stilling i løbet af et par uger”, svarer Jakob Aaes, der ikke vil udelukke endnu en retssag.

Netavisen Gribskov følger op på sagen.

Lige om lidt er vi klar til at hjælpe dig med at finde nye gode fælleskaber.

Lige om lidt er vi klar til at vise dig alt hvad der skal opleves i Gribskov.

Vi har et arkiv med 4.000 virksomheder som glæder sig til at vise dig alt hvad Gribskov har at tilbyde. Kig her igen snart.

Opret Rubrikannonce

Gør din forretning synlig

Bliv kontaktet og hør mere om hvordan du kan få annonceret din forretning på Netavisen Gribskov.

Send debatindlæg

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?