Dramaterne sætter sig nye mål

Gribskov: I anledningen af Dramaternes opstart på sommerproduktionen 2016 har bestyrelsen besluttet, at det er på tide at løfte scenetæppet for Dramaternes nye missioner og gøre dem til en del af deres offentlige profil. 

De sidste fire år har bestyrelsen arbejdet intensivt på at finde frem til, hvad Dramaterne gerne vil med foreningen og teateret.   

– Med en synliggørelse af foreningens visioner og missioner mener vi i bestyrelsen, at vi kan løfte foreningen til et nyt niveau, skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse.  

Dramaternes nye ambitioner inkluderer blandt andet ønsket om at skabe mere end en forestilling om sommeren og det årlige juleevent. Dramaternes bestyrelse har efterfølgende udarbejdet en række missioner, som skal være de målsætninger, de vil gå efter for at kunne vedligeholde og opnå de nye visioner.

Missionerne er som følger:
  • Vi sætter professionelle rammer for amatørteater
  • Vi skaber udfordrende og underholdende teater
  • Vi ser hvert medlems potentiale og styrker
  • Vi udvikler vores medlemmer
  • Vi skaber karrieregivende netværk
 Dramaterne har også en ambition om at være et scenekunstskabende fyrtårn for Gribskov kommune og resten af Nordsjælland og være åben for alle, der vil arbejde med scenekunst.
– Alt dette for at højne det kreative niveau i Gribskov og Nordsjælland, så vi kan være med til at styrke kulturen og kaste et spotlight på, hvad vi også kan nord for Københavns mange scener, forklarer bestyrelsen i sin pressemeddelelse.

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?