HELSINGE: Netop som noget af brandmandskabet i helsinge gjorde klar til julefrokost og stod med madvarer i hænderne hos Kvickly, andre var ved at sætte bordene på plads og pynte op – så hylede bipperen om brand i Skærød Dyreklinik på Frederiksværksvej, kl.17.36 fredag aften. Her reddede to ni-årige drenge en ældre landejendom fra nedbrændning.
Efter få minutter strøg brandkøretøjerne ud af porten og sammen med politi samt tre ambulancer hastede de frem mod stedet hvor der var meldt kraftigt røgfyldt i den stråtækte ejendom. Inde i huset befandt sig to drenge, begge på ni år, som kort før selv havde slukket en brand i husets bryggers.
Beboerne er en familie på seks, to voksne og fire børn, hvoraf altså kun de to ni-årige drenge havde været hjemme da ilden brød ud.
Drenge slukkede ilden selv
– Mine to drenge var eddermanme seje, de opdagede branden og fik den slukket hvorefter de lukkede dørene rundt omkring, fortæller en fortsat noget forskrækket Maria Tjørved Olsen til Politirapporten.nu og fortsætter; – Uden deres indsats så havde vi ikke haft noget hus i dag, og noget af det første de nu får er en mobiltelefon, for sådan en havde de ikke i aftes da det pludselig brændte.
De to handlekraftige ni-årige drenge var alene hjemme et kort stykke tid, og her opstod der, ifølge de tekniske undersøgelser, brand i en ubenyttet stikkontakt i husets bryggers. Gløder eller gnister fra den gamle kortsluttede stikkontakt satte herefter ild i noget ophængt tøj, bla. noget ski-og ridetøj samt vasketøj på gulvet, og heldigvis var de tog drenge udstyret med stort mod da de så flammerne.
– Drengene opdagede røgen, og fandt frem til at der var brand i bryggerset, og de gik simpelthen til angreb på flammerne med spande af vand, fortæller en stolt mor, Maria Tjørved Olsen, som samtidigt priser sig lykkelig for at alt endte godt.
– Drengene havde ikke helt styr på at røg altså var farligt, så de fortrak ind i et røgfrit værelse i stuen efter at have slukket ilden og ventede på jeg kom hjem, fortæller hun.
Kom hjem til røgfyldt hus
De to drenge kom omgående ud af huset da Maria ankom til stedet, og fik slået alarm til både brandvæsen og ambulancer som var fremme kort efter. et røgdykkerhold fik sikret sig at ilden var kvalt i bryggerset, mens Maria fik vejledt et andet hold frem til bla. familiens hund og ialt fire katte – alle kom ud i god behold.
Familiens hund var dog noget dårlig, og fik ilt på stedet af redningsmandskabet, men har det fint nu trods dramatikken.
Begge drenge blev også behandlet for røgforgiftning, og kom med en ambulance til Hillerød Akutmodtagelse. Her overnattede de sammen med deres mor, indtil de kunne udskrives i eftermiddag ved 13-tiden.
Telefon og kæmpe julegaver
– Det allerførste vi skal have gjort, det er at give begge drenge en telefon så de aldrig kommer til at stå med sådan noget alene igen, det kunne jo været endt helt forfærdeligt, siger Maria Tjørved Olsen, og tilføjer: Jeg lovede også ambulanceredderne at drengenes julegaver skulle blive noget større end planlagt – for uden deres indsats så havde vi simpelthen ikke haft noget hus i dag.
Huset er pt. afspærret af Skadeservice som har opsat noget udstyr i huset til at behandle røgen og senere skal hele huset, indbo og familiens tøj igennem en rensning.
Familien, bestående af Maria og Lars Olsen, samt deres fire børn, Oliver, Gustav, Frederikke og Alberte, bor nu i dyreklinikken som ligger i en af længerne til den 132 år gamle gård. Den del af den gamle gård blev nemlig ikke berørt af branden, mens bryggerset er fuldstændigt ødelagt af ilden og skal rives ned.