GRIBSKOV: Efter urpremieren den 19. juni i Parken ved Sophienholm, drager stykket DRØMMEN og dens skuespillere nu på tuné rundt i Danmark, og den 13. september er turen kommet til Helsinge, hvor du kan opleve stykket i Gribskov Teater.
DRØMMEN er stykket, hvor samfundet og Helle Virkners og Jens Otto Krags ægteskab flyder sammen.
Udadtil ligner det, det ideelle ægteskab med far, mor og børn i det klassiske rækkehus, men bag facaden lurer personlige dæmoner og politiske ambitioner.
DRØMMEN er en forestilling med masser af musik, som portrætterer kærlighed og magt fra en fælles fortid. Den sætter spørgsmålstegn ved nutidens samfundskontrakter og velfærdsidealer.
Publikum tages med på en musikalsk rejse tilbage i tiden, til et Danmark midt i de vilde 60’ere og frem til EF-afstemningen i 1972.
Den tager afsæt i Helle Virkner og Jens Otto Krags ægteskab, men det er også en fortælling om, hvordan det danske velfærdssamfund udviklede sig fra et forarmet landbrugsland til moderne industrisamfund med nye frihedsidealer, forventninger om selvrealisering og frihed fra autoriteter – drømmen om dén samfundskontrakt vi stadig er bundet af i dag.
Handlingen
Den 6. maj 1959 er der fest på Hotel d´Angleterre i København. Festens hovedperson er Indonesiens første folkevalgte præsident, men festens egentlige midtpunkt er den unge feterede skuespillerinde Helle Virkner.
Hun er ambitiøs, står midt i en strålende karriere, drømmer om at sætte sig i chefstolen på ABC-teatret, er netop blevet skilt og har hverken tid eller lyst til at skulle indlede et nyt forhold.
Men før hun ved af det byder landets udenrigsminister Jens Otto Krag hende op til dans. Fra pressen kender hun alle hans dæmoner, damer, druk, forsvindingsnumre og et forlist ægteskab – men alt dét har hun glemt, da de blot en måned senere sidder på et fly på vej mod Sydfrankrig og et hemmeligt bryllup. Deres bryllup!
Talentfuldt hold på og bag scenen
Bag den nykomponeret musikforestilling, står den Reumertvindende dramatiker Thomas Markmann.
Selve forestillingen er instrueret af den anerkendte instruktør Stine Schrøder Jensen, der denne gang har samarbejde med teaterleder og kreativ producent Christine Worre Kann.
Bag scenografien står scenograf Nikolaj Heiselberg Trap, Som om nogen har formået at henføre publikum tilbage og helt ind i 60’erne og 70’ernes stuer.
Komponisten Martine Madsen fuldender tidsrejsen med ikoniske toner, der strækker sig fra 50’ernes viser, over dansktop, og frem til 70’ernes pigtråd og flower power.
På scenen bliver Helle Virkner vækket til live af Lise Lauenblad, som er et kendt ansigt på flere af landets teaterscener. Overfor hende står Malou Takibo, der trods sin unge alder, tidligere har medvirket i både Black To Normal’s ‘Holberg goes black’ på Blaagaard Teater og Teatergrads ‘Oh, Josephine’ sidste sommer på Sophienholm.
På scenen ses også Rolf Hansen, som gennem sin lange karriere har haft nøgleroller på både de skrå brædder, film og TV. I dag har Rolf sin faste gang hos Teatergrad, hvor han senest medvirkede i den anmelderroste forestilling ‘Aktivisterne’.