Dyrlægen advarer: Sommer er højsæson for nedfaldskatte

GRIBSKOV: Katte har større chance for at styrte ned om sommeren. Derfor gælder det om at være ekstra forsigtig, hvis man har en altan eller bor højt oppe.

Fænomenet nedfaldskatte, katte der falder ned fra vinduer og altaner, er et stigende problem i sommerhalvåret. Derfor anbefaler en af Danmarks største grupper af dyrehospitaler AniCura en rækkeforebyggende tiltag, som katteejere med fordel kan implementere i hjemmet for at reducere risikoen for faldulykker.

Sommeren er højsæson for nedfaldskatte, hvilket betyder, at der netop nu er øget risiko for, at katte falder ned fra store højder som blandt andet altaner og vinduer. Og selv om det lyder som noget fra en tegnefilm, er det et stort problem i sommermånederne.

Det er især de varme temperaturer, der øger risikoen for nedfaldskatte, da mange danskere ofte lufter meget ud om sommeren, og derfor bør man holde godt øje med sin kats færden, lyder rådet fra AniCura:

“Vi ser i øjeblikket en markant stigning i antallet af tilskadekomne katte, og langt de fleste tilfælde skyldes nedfaldsulykker. Dette fænomen er et stort problem på landsplan, men det er særlig udbredt i storbyområder, hvor mange katteejere bor i lejligheder med vinduer og altaner, hvilket er potentielle risikozoner for deres kæledyr, fortæller Hanne Friis”, som er chefdyrelæge hos AniCura Danmark.

“Heldigvis overlever langt størstedelen af nedfaldskattene, men mange kommer slemt til skade. Et fald kan nemt medføre alvorlige kvæstelser i brysthulen, ansigtet og ryggen samt indre blødninger fra leveren eller nyren, som kan have alvorlige konsekvenser for kattens ve og vel”.

Heldigvis findes der flere enkle råd, som kan hjælpe dig med at kattesikrer boligen, så din kat ikke ender som nedfaldskat.

Sikre vinduer og altaner
Med sommervarmens komme står vinduerne og altandøre ofte åbne, hvilket kan virke som en stor fristelse for katten. Derfor kan du med fordel overveje at installere børnesikringer eller sætte et fastgjort myggenet op, så du kan lufte ud med ro i maven, mens katten er alene hjemme.

­”Det er vigtigt at sikre alle potentielle udveje i hjemmet. For samtidig med at katten er meget nysgerrig af natur, er den også et rovdyr. Det betyder blandt andet, at hvis katten ser en fugl flyve forbi udenfor, kan den finde på at hoppe ud ad vinduet for at jage den”, fortæller Hanne Friis.

Hvis du har altan, bør du ligeledes sikre den med eksempelvis et net. Derudover bør du holde døre lukket, mens katten er alene hjemme.

Vær bevidst om kattens smidighed
Når du går i gang med at kattesikre dit hjem, er der en særlig ting, som er meget vigtig at huske – katten er smidig. Derfor skal du være opmærksom på alle sprækker og åbninger, lyder det fra Hanne Friis:

“Katten er udstyret med et helt unikt skeletsystem med en meget fleksibel rygrad. Det gør katten i stand til at smyge sig igennem selv de mindste huller. Derfor er en god tommelfingerregel, når du tjekker for potentielle udveje, at hvis katten kan få sit hoved igennem, kan resten af kroppen snildt følge med”.

Skulle uheldet alligevel være ude, og man ser en kat falde ned fra højderne, bør man ikke tøve med at undersøge kæledyret eller række ud til en dyrlæge.

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?