I RETTEN: Syv mænd med tilknytning til FC Københavns fanmiljø er idømt ubetingede fængselsstraffe på mellem seks måneder og et år og to måneder for et groft overfald på Brøndby IF’s fankoordinator.
Dommen faldt tirsdag den 15. september ved Retten i Roskilde. Overfaldet fandt sted den 19. oktober 2025 uden for den 42-årige mands hjem i Solrød, hvor hans hustru og 11-årige søn overværede angrebet.
Den 42-årige blev angrebet af syv maskerede mænd og udsat for slag, spark og tramp, indtil han mistede bevidstheden. Retten fandt alle syv strafferetligt ansvarlige for den samlede vold, selv om det ikke kunne fastslås, hvilken rolle hver enkelt havde under overfaldet.
Retten fandt derimod ikke bevis for, at der blev brugt peberspray eller slagvåben, sådan som det fremgik af anklageskriftet. De syv blev alligevel dømt for grov vold.
Fire får seks måneders fængsel
Fire mænd på 19, 20, 29 og 34 år blev idømt seks måneders ubetinget fængsel. Tre af dem er fra København, mens den 19-årige er fra Odsherred.
To mænd på 25 og 46 år fra henholdsvis Tårnby og Gentofte fik ni måneders fængsel. Ifølge oplysninger fra retssagen skyldes de længere straffe blandt andet tidligere voldsdomme.
Den hårdeste straf gik til en 31-årig mand fra København, der blev idømt et år og to måneders fængsel. Ud over overfaldet blev han dømt for besiddelse af kokain med henblik på videresalg og for besiddelse af en kniv.
Alle syv havde nægtet sig skyldige i overfaldet.
Motivet er ikke fastslået
Politiet har under sagen haft den opfattelse, at overfaldet kunne hænge sammen med den 42-åriges arbejde som fankoordinator i Brøndby IF. De syv dømte har alle relationer til fanmiljøet omkring FC København. Retten har dog ikke fastslået et motiv for overfaldet.
Politiet oplyser, at den 42-åriges navn, adresse og billede blev fundet på flere af de dømtes telefoner.
“Selvom vi ikke kan fastlægge motivet, så er det påfaldende, at offerets navn, adresse og foto er fundet på flere af de dømtes telefoner flere år tilbage,” siger anklager Mads Møller fra Midt- og Vestsjællands Politi i en udsendt pressemeddelelse.
Alle syv tog betænkningstid efter dommen og har dermed endnu ikke meddelt, om de vil anke. Flere ønskede desuden, at det hidtidige navneforbud skulle fortsætte, men det afviste retten.