Artikel

Færdselsuheld midt under kontrolindsats: Sigtet for at køre over for fuldt stop

Flere færdselsbetjente fra Østjyllands Politi var onsdag på kontrol flere steder i Aarhus. Blandt andet var betjentene opmærksomme på krydset Marienlystvej/Paludan-Müllers Vej, hvor politiets erfaring er, at for mange bilister ikke overholder reglerne om fuldt stop.

Mens en motorcykelbetjent var i området og netop havde foretaget en kontrol af en bil i området, skete der pludseligt et færdselsuheld i krydset.

En 54-årig mand kørte frem i krydset og ramte ind i en 11-årig pige, der kom cyklende på cykelstien. Pigen kom umiddelbart ikke alvorligt til skade, men hun var chokeret, og hendes forældre blev tilkaldt.

Den 54-årige mand blev sigtet for at have kørt frem for fuldt stop. Det kostede ud over en bøde et klip i kørekortet. I alt blev syv bilister sigtet for samme forseelse på stedet.

Politikommissær Amrik Chadha understreger vigtigheden af at standse bilen helt, når der er fuldt stop: “Ved fuldt stop skal man holde helt stille og orientere sig grundigt til både højre og venstre. Det er tydeligt skiltet, og alle bilister bør simpelthen vide, hvad fuldt stop betyder. Uheldet viser jo netop, hvorfor det er så vigtigt at overholde reglerne,” siger politikommissæren.

Her er resultaterne af onsdagens indsats på de aarhusianske veje:
14 x Kørsel mod ensretningen (klip)
7 x Frem for fuld stop (klip)
6 x Brug af mobil i bil (klip)
1 x Overhaling højre om andet køretøj (klip)
2 x Barn u. 15 år ej benyttet sikkerhedssele
1 x Kørsel uden førerret
1 x Overladelse af køretøj til person uden førerret
4 x Sikkerhedssele ej anvendt
2 x Kørekort ej medbragt
1 x Knallert uden hjelm
2 x El-løbehjul uden hjelm
1 x El-løbehjul beslaglagt
1 x Mobiltelefon, cyklist
1 x Cyklist mod ensretning
7 x Andre overtrædelser

Din digitale lokalavis for hele Nordkysten

Sponsorerede artikler