RÅGELEJE: Igen har en hund jagtet og bidt et får på Heatherhill, sidst måtte et får skydes på stedet efter et bagben var bidt i stykker. Denne gang måtte redningsfolk vade ud i en mose og hjælpe fåret som i panik var flygtet ud mosen efter flere hundebid.
Søndag eftermiddag kl. 13.55 indløb der alarm til bådgruppen på Gilleleje brandstation, redningsfolkene skulle afsted og redde et får op af en mose.
Fåret var blevet opdages ude i mosen hvor det tydeligvis ikke selv kunne komme ind til land. Dyret sad fast i dyndet og omstændighederne omkring fårets besynderlige ophold i mosen blev først opklaret, da redningsfolkene kom frem.
Skambidt af løs hund
Redningsfolkene kunne iført deres udstyr komme ud til fåret, og få lagt et reb omkring det på forsvarlig vis. Herefter blev dyret forsigt trukket fri, og hjulpet ind til fast grund.
Redningsfolkene, og en repræsentant fra Dyrenes Beskyttelse, kunne nu se den åbenlyse årsag til at fåret var havnet ude i mosen, idet fåret havde bidsår omkring munden og tillige sår fra et kraftigt bid i det ene øre.
Bidmærkerne indikerede at fåret var blevet jagtet og bidt af en større hund, og det skrækslagne dyr havde tilsidst kastet sig ud i mosen for at undslippe den blodtørstige hund.
Fåreejer er rasende
Ejeren af fårene, Mogen Due Pedersen, er både rasende og rystet over at ansvarsløse hundeejere igen og igen lader deres hunde bide løs i hans får.
– Ulden beskytter ikke fårene, og de har intet forsvar mod de løse hunde, siger den rystede fåreejer.
Sidst det skete var i maj måned hvor et får blev så ilde tilredt at det måtte skydes på stedet – det ene ben var ganske enkelt bidt i stykker.
Hvis nogen har set en hund jagte fårene på området i løbet af søndagen, så kan man henvende sig til Nordsjællands Politi på 1-1-4 med oplysninger, ligesom Lokalpolitiet i Helsinge gerne hører fra borgerne med kendskab til hvem den ansvarsløse hundeejer er.