Gribskov: På søndag er der Fastelavn, og det fejres flere steder i kommunen.
Allerede lørdag går det løs med tøndeslagning i bibliotek BLIK i Græsted. Det sker fra kl. 10. Biblioteket byder på gamle fastelavnslege, som “Bide til Bolle” og “støvlekast”, og der bliver mulighed for at sminke sig, ligesom der vil være sambarytmer ved Connie Frøge. Dagen forventes at slutte kl. 13.
Søndag er den helt store fastelavnsdag, og bor man nær Dronningmølle, så kan man blandt andet kigge forbi det lokale medborgerhus kl. 11. Her vil der være traditionel tøndeslagning for børn og voksne med udklædningspræmier og festligt samvær for store og små.
Det hele finder sted i den gamle skolebygning på Villingerødvej 34 og deltagelse er gratis. De større børn slår til tønde i skolegården, så husk varmt tøj. I år har foreningen besluttet at genindføre præmie for bedste udklædning. Der er ingen udklædningstvang, men kommer du udklædt er det med til at skabe den helt rigtige stemning. Efter tøndeslagningen byder foreningen på pizza og saftevand til børnene.
I Helsinge er der fastelavn ved Helsinge Kirke fra kl. 11-12. Der sker efter en børne- og familiegudstjeneste ved Tora Herborg Henriksen, hvorefter turen går til parken ved Sognegården.
I Annisse er der fastelavn fra kl. 14-15 i Annisse Kirke. Først er der en gudstjeneste ved michael Porsager.
I Blistrup sker det i Blistrup Kirke kl. 10.30-12. Gudstjenesten bliver noget utraditionel, da der er deltagelse af sækkepibespiller Jan Jonsen. Derefter bliver der gået i procession ned til Brugsen, hvor Borgergruppen og Blistrups spejdere sørger for at der er gjort klart til at slå katten af tønden.
Gilleleje Kirke er også med på løjerne. Kl. 10.30-11.30 vil der være gudstjeneste ved Ulla Skorstensgaard, og bagefter bliver der slået katten af tønde i Sognegården. Der vil blive serveret varm kakao og boller.
Der vil også være gudstjenester med Fastelavn som tema i kirkerne i Tibirke, Søborg, Vejby, Ramløse og Græsted. Alle med start 10.30 og en times varighed, undtagen Tibirke Kirke som åbner dørene fra kl. 09-10.