HØRSHOLM: Hvis man drøner forbi en politistation uden sikkerhedssele på – så beder man selv om problemerne. På under 30 minutter blev fem bilister skrevet fredag formiddag.
De fem bilisters tankeløse kørsel uden sikkerhedssele gav 7.500 kroner til statskassen ved den korte kontrol på Hørsholm Allé.
Kontrollen startede kl.11.15 og stod på til kl. 11.45, og på denne korte tid havde Færdselsbetjent Lars Jensen med sit skarpe blik snuppet fem bilister, der kørte uden at have deres sele på.
Årsagen til den meget lokale trafikkontrol, var det varselede skybrud som en politimotorcykel trods alt ikke kan klare bedre end andre køretøjer.
– Ulykker sker også på de korte ture. Derfor skal man huske selen. Altid. Det kan koste livet eller 1500 kroner i bøde, hvis man lader være, siger Færdselsbetjent Lars Jensen til SN.dk