Festival for den gode fortælling: Fri entre til Woodstories 23. oktober

HELSINGE: Fortællerfestivalen WOODstories er klar til at løbe af stablen 23. oktober ved Høbjerghytten i Helsinge. Her kommer 11 erfarne fortællere for at fortælle historier fra både kolde og varme lande.

Bag festivalen står fortællergruppen Nordkystfortællerne, der har hjemsted i Gribskov kommune, og som nu er klar til at afvikle årets udgave af fortællefestivalen WOODstories.

Den holdes sidste dag i skolernes efterårsferie søndag den 23. oktober i og omkring Høbjerghytten i Helsinge.

“Her kan alle møde op og få fortalt historier, så hatten passer og ørerne falder af. 11 af landets mest erfarne og feterede storytellers vil på skift fortælle historier for store og små samt unge og gamle, og hele er ganske gratis for publikum”, lyder det i oplægget til arrangementet.

Nordkystfortællerne har god erfaring med sine festivaler, men i år bliver første gang, at samtlige ni aktive medlemmer af gruppen medvirker i samme arrangement. Det er også første gang, at festivalen holdes på én dag, og ikke som normalt to.

Årsagen til det kortere festivalprogram skyldes hovedsagligt økonomiske begrænsninger og en lang sommer.

Festivalen holdes med fri adgang for gæsterne, og det er også tilfældet i år, så der er ekstra brug for en sponsor og gerne flere frivillige hjælpere, lyder det fra bestyrelsen i en udsendt pressemeddelelse.

Starter klokken 11
Arrangementet åbnes 23. oktober kl. 11 med tale af borgmester Bent Hansen.

Derefter fortælles historier non stop til ca. kl 17. Flere gange undervejs bydes på folkemusik spillet af Frede Knudsen på guitar og violin og Ole Jacobsen på fløjte.

Det meste af arrangementet vil blive holdt inden for i Høbjerghyttens store sal. I det omgang vejret tillader det, vil arrangementet rykke ud på hyttens smukt beliggende terrasse eller ind i en stor bålhytte.

Publikum opfordres til selv at medbringe mad og drikkevarer. Der er intet salg af hverken vådt eller tørt på pladsen.

Festivalen har fået støtte af Musik i Lejet og Gribskov Kulturråd.

Gæstefortællere
festivalen har fokus på de gode historier, og i år er der – udover Nordkystfortællerne, også besøg af to gæstefortællere: Lena Bjørn og Theodor Klostergaard.

Lena Bjørn er historiefortæller, skuespiller og dramatiker og finder inspirationen i litterære forlæg som fx Boccacios´ Decameron eller episoder i sit eget liv.

“Humoren er aldrig langt væk, selv om hun også let kan få sine lyttere til at græde”, lyder det i oplægget.

Theodor Klostergaard har erfaring med standup og improvisationsteater, og et gennemgående træk i mange af hans historier er, at der indgår modsætninger.

“Jo større disse modsætninger er, desto flere billeder og nuancer kan tilhørerne selv danne sig, når de engagerer sig i hans historier. For ham gælder det om at få tilhørerne til at se verden fra nye vinkler – måske smile eller grine af de stereotype modsætninger”, forklarer arrangørerne.

20 års jubilæum
Nordkystfortællerne kan samtidig i år fejre sit 20. år som fortællertrup.

Grundstammen i Nordkystfortællerne begyndte for 20 år siden at optræde med historiefortælling ved Kildemarkedet i Tisvilde, og fire af gruppens stiftere er stadig aktive fortællere og vil medvirke i festivalen.

Fortællerne består af de fire veteraner og medstiftere Ann Mari Urwald, Lisbeth Lund, Simon Simonsen og Karl Erik Frederiksen. Siden er også Beate Richter, Kurt Flemming (tidligere Bakkens Pjerrot), Lasse Lundstrøm og Erik Jensby kommet til.

Nordkystfortællerne holder sommeren over fortællearrangementer i fortællernes egne haver. Det kan du læse mere om her: Nordkystfortællerne.