Mandag lige før kl. 10 ringede en 49-årig mand fra Allingåbro til politiet. Han havde fået notifikationer på sin telefon om, at alarmanlægget i hans garage var udløst på grund af bevægelse, og via telefonen kunne han både se og høre, at flere gerningsmænd var i færd med at stjæle hans motorcykel.
Indbrudsoffer fulgte med på overvågning
Med politiet i røret kunne den 49-årige se på, mens tyvene trillede motorcyklen ud gennem garageporten, samt at de stjal to udstødningsrør, en motorsav, en lift og flere stykker værktøj fra garagen.
Flere beredskabspatruljer og en hundepatrulje havde straks sat kursen mod adressen med det lange ben forrest og blev undervejs udstyret med signalement på gerningsmændene.
Da de første patruljer ankom, havde gerningsmændene nået at køre fra stedet, og mens der blev sikret spor på adressen, besluttede hundepatruljen at lede efter dem i området i retning mod Grenaa.
Det viste sig at være en god ide, for kort efter var der gevinst i krydset mellem Auningvej og Porthusvej hvor patruljen fik de øje på en bil med en efterspændt trailer, som fortsatte ned ad en grusvej.
Haps sagde det
Da patruljen fik standset bilen, fandt de fire personer i den – en 36-årig mand, en 34-årig mand, en 48-årig kvinde og en 49-årig mand – og i traileren lå ganske rigtigt en motorcykel. De tre mænd blev taget med på politistationen, mens kvinden blev løsladt igen umiddelbart efter.
I bilen, de fire personer kørte i, fandt betjentene en nøgle, som var til en personbil fra adressen i Allingåbro, og som havde befundet sig i selve huset, som de fire derfor også måtte have været inde i. Traileren tilhørte desuden også det 49-årige indbrudsoffer og havde, efter den var blevet stjålet fra ham, fået monteret nummerplader, som også var stjålet fra den 49-årige forurettedes bådtrailer.
Alle fire blev sigtet for indbrud og for brugstyveri af traileren.