Seneste nyheder:

TV Nordkysten

Flere end 1000 bilister kørte for stærkt i påsken

Syd- og Sønderjyllands Politis fartkontroller i påsken afslørede bilister med en tung højre fod – og resulterede i 95 klip og 12 betingede frakendelser af kørekort.

Politiet kontrollerede hastighederne på de syd- og sønderjyske veje i påskeugen fra den 11. – 18. april, og her blev 1060 trafikanter målt med for høj hastighed i politiets forskellige former for fartkontrol.

“Vi havde fokus på farten, både via vores almindelige kontroller og fotovogne og gennem særlige indsatser”, fortæller Mads Bruhn Lund, operativ leder ved Syd- og Sønderjyllands Politis færdselsafdeling.

Skærtorsdag satte færdselspolitiet eksempelvis ind med en massiv indsats i forbindelse med et motorcykeltræf i Esbjerg. Den indsats resulterede i 37 klip og fire betingede frakendelser af kørekort.

Blandt påskens 1060 fartsyndere kørte i alt 95 trafikanter med så høj fart, at det gav et klip i kørekortet. I alt fik 12 en betinget frakendelse af kørekortet.

“Resultatet viser, at der er god grund til, at vi er på de syd- og sønderjyske veje med vores fartmålinger. Høj fart er den væsentligste faktor ved alvorlige ulykker, så det er afgørende, at vi får hastighederne ned”, siger operativ leder Mads Bruhn Lund.

Udover hastighedsovertrædelserne blev fire alkoholpåvirkede trafikanter standset, ligesom der blev skrevet 89 sager om andre overtrædelser af færdselsloven.

Seneste nyheder:

Tip os!

Powered by Vejreti.com