NIVÅ: En serie-5 kamp endte i trusler med en kniv, og klammeri mellem spillerne. Efter kampen blev dommeren udsat for racistiske tilråb fra spillerne, og FC Nivå lukker nu holdet ned.
Ifølge Ekstra Bladet stod fodboldkampen søndag mellem FC Nivå og Blovstrød IF, men da udeholdet kom foran med 1-3 udviklede kampen sig pludselig særdeles voldsomt.
Fodbold og teknisk snilde blev afløst af hårdtslående argumenter og det i en sådan grad at dommeren måtte fløjte kampen af, knap halvvejs ind i anden halvleg.
Her fik kampens dommer nok, og fløjtede kampen af.
Racistiske tilråd mod Dommeren
Det fik spillere fra FC Nivå til at råbe racistiske bemærkninger efter dommeren.
Ekstra Bladet har oplysningerne fra spillere fra Blovstrød IF, mens avisen ikke har kunnet få kontakt til formanden for FC Nivå.
Ingen skal være kommet noget til under den bizarre fodboldkamp og Nordsjællands Politi oplyser til Ritzau, at man ikke er blevet kontaktet om sagen.
Skarp protest til Dansk Boldspil Union
Blovstrød IF har nedlagt protest til Dansk Boldspil Union.
– Vi gjorde det, at vi simpelthen tog vores gode tøj og gik, da episoden opstod. Sådan noget vil vi ikke være en del af, siger Morten Buchwald, formand for Blovstrød IF, til Ekstra Bladet, og fortsætter:
– Det har virkelig været en sørgelig oplevelse. Jeg aner ikke, hvorfor episoden opstod, men er bare glad for, at ingen kom noget til.
FC Nivå lukker holdet omgående
– Vi lukker omgående holdet i Serie 5. Uanset hvad der er sket, så kan vi som klub ikke leve med, at dommeren føler sig truet, siger Saki Hussain, formand for FC Nivå, til Ekstra Bladet.
– Jeg har endnu ikke kunne finde ud af, hvad der helt præcist er sket. Jeg har foreløbig fået fem-seks forskellige forklaringer om hændelsen, og det er på ingen måder tilfredsstillende.
– Derfor har vi her til morgen meddelt DBU, at klubbens 2. hold i Serie 5 er lukket ned, siger formanden for FC Nivå, Saki Hussain, til Ekstra Bladet.
DBU: Vi så ingen kniv
Jens Erik Jensen fra DBU Sjælland fortæller til Lokalavisen.dk, at hverken dommer eller observatører så situationen. hvor der blev vist en kniv.
”Vi har nu gennemgået dommerens og vores observatørs indberetning efter kampen mellem FC Nivå og Blovstrød, og jeg vil gerne understrege, at det ikke var knivtrusler mod dommeren der fik ham til at stoppe kampen. Mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, men vi fortsætter vores undersøgelser i sagen.” udtaler han til Lokalavisen.dk