RØDBY: Politiet standsede fredag klokken 11.58 en 16-årig fyr fra Rødby, der kom drønende på Nebbelundevej på sin knallert.
En kontrol af knallerten på et rullefelt bekræftede patruljens mistanke om at knallerten kunne køre væsentlig hurtigere end de tilladte 30 km/t.
Den 16-årige knallertkører blev derfor sigtet for at køre på en ulovlig knallert, og det var en sigtelse han havde fået før – og her var det gjort klart hvad konsekvensen ved fortsat kørsel på den ulovlige knallert ville medføre.
Det var nu anden gang inden for 14 dage, at han blev sigtet for kørsel på en konstruktivt ændret knallert, så derfor blev knallerten beslaglagt på stedet.
Konsekvensen for den 16-årige er nu at han ubetinget frakendes retten til at køre på knallert, samt muligheden for bilkørekort udsættes med seks måneder.
FAKTA:
Hvad sker der, hvis min knallert er tunet?
Hvis knallerten er ulovlig (konstruktivt ændret), eller politiet måler den på rullefeltet til at kunne køre for hurtigt, får det konsekvenser:
Hvis knallerten kan køre 40-42 km/t:
Du får en bøde
Hvis den kan køre 43 km/t eller mere:
Første gang: Betinget frakendelse af retten til at køre lille knallert + bøde
Anden gang: Ubetinget frakendelse af retten til at køre lille knallert i 2 år + bøde + knallerten konfiskeres. Er du under 18 år bliver din mulighed for at tage kørekort til bil udskudt med 6 måneder.
Hvad er straffen for at køre ulovligt på lille knallert?
Hvis du kører for stærkt: 1.000 – 2.500 kr.
Kører uden at have gyldigt kørekort: 1. gang 2.000 kr., anden gang 4.000 kr.
Ikke har medbragt kørekort: 1.000 kr.
Kører over for rødt: 1.500 kr.
Kører mod kørselsretningen: 1.500 kr.
Kører uden hjelm: 1.500 kr.
Ikke overholder ubetinget vigepligt: 1.500 kr.
Bruger håndholdt mobil: 1.500 kr.
Har passager med: 1.000 kr. (bøde til begge)
Kører du groft uforsvarligt, fx på en tunet knallert, spiritus- eller narkokørsel, hensynsløs kørsel eller skader andre, kan du miste kørekortet og knallerten kan blive konfiskeret.
Er du under 18 år, kan du få udsat muligheden for at tage kørekort til bil med 6 måneder eller mere.
(Kilde: Sikker Trafik)