Fortællergruppe nu en del af nationalparken

HELSINGE: Fortællefestivalen WOODstories åbnes søndag af Per Kølster, formand for Kongernes Nordsjælland. I første omgang havde Gribskovs borgmester Bent Hansen givet tilsagn om at stå for åbningen, men han har måtte melde afbud på grund af andre vigtige gøremål.

Fortællergruppen Nordkystfortællerne, der har hjemsted i Gribskov Kommune, har nu indgået partnerskabsaftale med Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Det betyder, at gruppen forpligter sig til at deltage i udviklingen af nationalparkområdet og til at medvirke til formidlingen af både naturen og kulturarven, som kendetegner nationalparken.

Samtidig forpligter nationalparken sig til at deltage i markedsføringen af arrangementer, som fortællergruppen selv holder inden for nationalparkens geografiske område eller som relaterer sig til nationalparkens formål.

I alt har nationalparken nu indgået cirka 60 partnerskaber med organisationer, frivilliggrupper og kommercielle aktører, som skal være med til at give nationalparken indhold.

Første arrangement på søndag
Det første arrangement, som Nordkystfortællerne holder i nationalparken, er fortællefestivalen WOODstories  søndag 23. oktober. Den holdes i Høbjerghytten, Ved Skoven 8 i Helsinge, og den åbnes 11:00 med en tale af Per Kølster, der er formand for Nationalparkfonden Kongernes Nordsjælland.

Festivalen har to formål. Den skal stimulere børn og voksnes interesse for storytelling eller mundtlig og levende historiefortælling, samt deres lyst til engagement og fordybelse i en ellers digitaliseret hverdag.

I festivalen medvirker de ni aktive medlemmer af Nordkystfortællerne samt de to gæstefortællere Lena Bjørn fra Samsø og Theodor Klostergaard fra Aarhus. Ind i mellem historiefortællingen, der henvender sig til både børn og voksne, bydes på spillemandsmusik leveret af Frede Knudsen (guitar og violin) og Ole Jacobsen(fløjte), som også har medvirket ved de fem foregående festivaler. I år optræder de under navnet Festivaltrioen Minus Én.

Tidsplan
Tidsplanen for festivalen ser således ud:

11.00 – 11.20 Åbning v. Per Kølster, formand for Nationalparkfonden Kongernes Nordsjælland, og Karl Erik Frederiksen, formand for Nordkystfortællerne.

11.20 – 11.35 Ann Mari Urwald

11.35 – 11.50 Erik Jensby

11.50 – 12.10 Gæstefortæller Lena Bjørn

12.10 -13.00 Festivaltrioen Minus Én

 13.00 -13.15 Jürgen Andreasen

13.15 – 13.35 Gæstefortæller Theodor Klostergaard

13.35 – 13.50 Lisbeth Lund

13.50 – 14.10 Gæstefortæller Lena Bjørn

14.10 – 15.00 Festivaltrioen Minus Én

15.00 -15.15 Simon Simonsen

15.15 -15.30 Beate Richter

15.30 – 15.50 Gæstefortæller Theodor Klostergaard

15.50 – 16.05 Kurt Flemming

16.05 – 16.20 Lasse Lundstrøm

16.20 – 16.40 Karl Erik Frederiksen og afslutning

Der er fri entré til festivalen, og publikum skal selv medbringe mad- og drikkevarer.