Fortvivlet vidne: – Druknet rådyr kunne være reddet

Udsholt: Som vi kunne berette om i går, torsdag, druknede et rådyr i en svømmepøl i Udsholt efter at have svømmet rundt med en af sine søskende i mere end en time uden at kunne komme op.

Bente Ehlers var ude at lufte hunden onsdag eftermiddag, da hun pludselig hørte et par høje plask fra en have nær hende bopæl i Udsholt. I første omgang troede hun, at det var en fugl, som var hoppet i en svømmepøl, men nysgerrigheden vandt, da hun tænkte, at det var ligegodt meget larm for en fugl.

– Så jeg kiggede over hækken, og kunne se, at det ikke var en fugl med to små rådyr, forklarer Bente Ehlers, der ikke skulle bruge lang tid på at ringe til Falck for at søge hjælp.

– Nej, jeg har dem indkodet på mobilen, forklarer hun og oplyser, at hun foretog opkaldet til Falck kl. 15.55 onsdag eftermiddag.

Her fik hun at vide, at det bedre kunne betale sig at ringe til Dyrenes Beskyttelse via 1812. Det forsøgte hun derfor. (Gribskov Lokalavis fik samme besked, da vi ringede til Falcks vagtcentral, red).

– Jeg ringer så til 1812, som siger, at de vil underrette Falck. Og klokken 16.20 ringer Falck og skal have hele historien igen, forklarer Bente Ehlers, der på det tidspunkt havde set de to rådyr svømme rundt i mere end 20 minutter uden hjælp.

– Jeg turde ikke selv hjælpe, og havde stillet mig lidt væk fra dem for ikke at skræmme dem yderligere, så de måske selv kunne komme op, forklarer hun og oplyser, at Falck efterfølgende bad hende ringe til akutnummeret 112.

– Det gør jeg så et minut efter, og de er meget søde og flinke og siger, de kommer hurtigt og med udrykning, forklarer Bente som oplyser, at Helsinge Dyrehjælp ankom ca. kl. 16.45, en lille time efter, at dyrene faldt i svømmebassinet.

Det mener Bente er kritisabelt, for begge kunne være blevet reddet i land hvis hjælpen var kommet hurtigere frem.

– Jeg har fulgt de to rådyr, siden de blev født to haver fra, hvor jeg bor, så jeg har også et lidt særligt forhold til dem. Selv om de spiste af mine roser, så var de jo nogle små søde dyr, forklarer hun.

Også ejeren af svømmebassinet har fået en røffel med på vejen.

– Ja, jeg ringede faktisk til ham og skældte ham ud for ikke at have dækket sin swimmingpool til. Han lovede til sidst at gøre noget ved det, siger hun.

Fik du læst: Bambi’er skvattede i swimmingpool

Falck: Lidt af en gråzone
Gribskov Lokalavis har forsøgt at indhente en kommentar fra Dyrenes Beskyttelse for at hitte rede i historien. Det er ikke lykkedes at få en kommentar, da foreningen pegede på Falck som rette part at udspørge.

Og den er god nok, lyder det fra vildt- og dyrekonsulent for Falck i Danmark, Allan Rasmussen. Han vil gerne redegøre for, hvad der gik galt, siden der skulle gå godt en time, før hjælpen dukkede op.

– Vi må nok erkende, at vi har begået en fejl. Men det er altså også lidt af en gråzone, det her, indleder han.

Allan Rasmussen har mange års erfaring i at redde dyr i nød, men selv han har lidt svært ved at give en lægmands forklaring til, hvem der henter hvilke nødlidende dyr her i landet.

– Altså, de fleste dyr der ikke er ejerskab på, og som er i nød, hører under Dyrenes Beskyttelse. Og så skal man ringe 1812. Men er der tale om dyr under ejerskab, for eksempel en hund eller en hest, så skal man ringe til Falck, forklarer Allan Rasmussen og indskyder, at politiet også kan blive indblandet.

– En hittehund, altså en hund som bliver fundet på gaden, er politiets opgave, og så ringer man 112. De skal derefter bede os eller andre om at hente hunden og bringe den på internat. I det tilfælde får ejer ofte en bøde og et gebyr for internatopholdet. Og det er også beredskabets opgave, hvis der for eksempel er heste eller grise på vejen, forklarer han.

Et særtilfælde
Og netop i tilfældet med de to dådyr, var der på Falcks vagtcentral lidt tvivl om, hvem der retteligt skulle have opgaven.

– Det er jo en lidt speciel opgave, og ikke en vi får ofte. I det her tilfælde vurderede vores pige på vagten, at det var en opgave for beredskabet, da det omhandlede vilde dyr på en privat grund. Men det kunne ligeså godt have været os, erkender Allan Rasmussen.

Selv om redningen blev givet videre til 112, så rykkede Falck alligevel på opgaven, forklarer vildtkonsulenten.

– Ja, det var en indsatsleder på vej til stedet, der ringede tilbage til borgeren for at høre nærmere. Det gør jeg også altid selv som det første, når jeg får turen, for den kan ændre væsentlig karakter alt efter, hvad man får at vide i sådan en samtale, forklarer han.

Selv om Falck var kørt afsted, så blev bilen kort efter kaldt tilbage. På det tidspunkt var 112 allerede blevet kontaktet, og Falck vurderede, at 112-beredskabet ville nå hurtigere frem, hvorefter de indstillede udrykningen.

Dådyr i haven svært at forhindre
Slutteligt vil Allan Rasmussen gerne komme ejeren af svømmepølen til undsætning. Han er med urette blevet kritiseret for ikke at have beskyttet sin pool.

– Det er jo stadig sommer, så der er ingen grund til at dække sin pool til. Og et højere hegn ville i øvrigt heller ikke have hjulpet synderligt. Hvis de to rådyr for eksempel føler sig presset af en hund, så vil de let kunne hoppe ind i haver med hegn omkring, understreger han og oplyser, at han jævnligt oplever dådyr forcere dyrehegn på næsten to meter i højden ved motorveje.

– Så man skal virkelig gøre sig umage, hvis man vil holde dem væk fra sine roser, slutter han.

Annonce

Annonce

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?