Fra Mårum til Gilleleje: Lokal familie udvider forretningen

GILLELEJE/MÅRUM: OK Plus tanken i Gilleleje har for nylig fået et frisk pust med en ny forpagter. Selvom hun er ny på tankstationen i Gilleleje, er hun langt fra uerfaren, da hun allerede driver og leder OK Plus tanken i Mårum. Men det helt særlige ved Mie er det hold, som bakker hende op – nemlig hendes familie.

Familien Jensen fra Mårum fremstår ved første øjekast som en ganske almindelig familie – mor Mie, far Casper og deres fire børn – Lucas, Alberte, Luna og Albert.

Alligevel er der noget helt særligt over familien, for sammen driver de byens eneste handlemulighed – OK Plus tanken, som ligger lige ved rundkørslen i landsbyen med kun 235 indbyggere.

For cirka halvandet år siden trådte Mie Jensen ind i rollen som forpagter for OK Plus tanken i Mårum.

Efter at have arbejdet som medarbejder og senere som butikschef på stedet, fik hun chancen for at overtage styringen af forretningen, der indtil da primært fungerede som et “Håndværkerstop”, hvor kommunens håndværkere tankede og fik en kop kaffe og en bolle med ost.

Mies børn havde allerede fritidsarbejde på tanken, så da Mie overtog forpagtningen, var det ikke svært for familien at indgå i driften af forretningen.

Og det er nemlig hele familien, som er involveret i driften af Mårums tankstation.

Mens Mie har den overordnede ledelse og primært tager sig af det administrative, men også tager sin tjans bag kassen, så står hendes teenagepiger meget for den daglige drift.

Hendes sønner hjælper også til på tankstationen, hvor den ældste træder til, når han ikke studerer, og den yngste har en stilling som ungarbejder.

Selv Mies mand, Casper, som arbejder som tømrer til daglig, hjælper til, når han kan – primært i weekenderne.

“Det er hyggeligt, at vi alle arbejder det samme sted, og jeg elsker, at mine børn er med til at bygge forretningen op,” siger Mie til Netavisen Gribskov.

Opbakning fra familien og lokalsamfundet
Siden Mie har overtaget som forpagter, har hun oplevet et skift i klientellet, som handler på tanken.

“Jeg oplevede, at tanken primært var et stop for gennemkørende, men nu har vi stor opbakning fra lokalsamfundet. Flere borgere fra byen kommer og handler, og de er også fantastiske til at give venlig feedback om de ting, de synes, der kan forbedres. Og det er jeg bare super glad for,” udtaler Mie til Netavisen.

Men det kan også være en udfordring at være selvstændig forpagter, for når der er sygdom, så er det Mie som må træde til og sørge for at betjene kunderne.

Men familien bakker op. For eksempel, da en sygemelding ramte den 23. december sidste år, tog de alle pakkelegsgaverne med over til tanken og julehyggede, når der ikke var kunder.

Ny chance – ny forretning
Derfor var det heller ikke en svær beslutning, da Mie hørte at der manglede en ny forpagter til OK Plus i Gilleleje.

Med opbakning fra familien, greb hun chancen.

“Det går rigtig godt i Mårum, så jeg tænkte, at det nok skulle gå fint,” siger hun.

Derfor kunne OK Plus tanken i Gilleleje åbne d. 4. marts i år med Mie som den nye forpagter.

Og Mie har en masse idéer til sin nye forretning.

Der er allerede blevet gjort ændringer i butikkens indretning, og Mie overvejer om der skal renoveres. Men ud over det ønsker Mie at skabe et samlingssted for byens borgere.

“Lige nu fungerer tanken mest som et posthus,” griner Mie. “Men det vil jeg gerne ændre på. Jeg vil gerne have, at tanken bliver et sted, hvor folk kan komme og spise og hygge sig.”

Gilleleje tanken har et relativt stort caféområde, som Mie ønsker at udnytte.

“Lige nu har vi burgere, toast og lignende på menuen, men vi vil snart udvide med en plantebaseret burger,” tilføjer hun.

Selvom det kræver en indsats at have endnu en forretning, er Mies døtre klar til at overtage ansvaret for tanken i Mårum, så hun kan fokusere på Gilleleje.

“Jeg er sikker på, at det bliver sjovt at have endnu en forretning,” siger Mie. “Det eneste minus er, at jeg ikke lige kan smutte over på arbejde, da jeg bor tæt på tanken i Mårum.”

Og ingen grund til bekymring – OK Plus i Gilleleje vil stadig håndtere pakkerne, men måske vil de nu hænge ud lidt længere og nyde en burger – om den er almindelig eller vegetarisk – begge dele er snart en mulighed.

Lige om lidt er vi klar til at hjælpe dig med at finde nye gode fælleskaber.

Lige om lidt er vi klar til at vise dig alt hvad der skal opleves i Gribskov.

Vi har et arkiv med 4.000 virksomheder som glæder sig til at vise dig alt hvad Gribskov har at tilbyde. Kig her igen snart.

Opret Rubrikannonce

Gør din forretning synlig

Bliv kontaktet og hør mere om hvordan du kan få annonceret din forretning på Netavisen Gribskov.

Send debatindlæg

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?