Fuld knallertkører knaldede ind i trailer

ESPERGÆRDE: Spritstiv og uden forsikring lavede en 23-årig mand en ægte ‘Polle fra Snave’ ulykke på Hovvej.

Ulykken skete søndag morgen, omkring kl. 08, da den 23-årige kom slingrende afsted på Hovvej.

Den særdeles berusede unge mand benyttede vejstriben på midten til at holde kursen, bare nogenlunde, på asfalteret vej.

Uheldigvis for den fulde knallertkører, så var han ikke alene på vejbanen, foran ham kørte en 52-årig kvinde fra Hornbæk og på et tidspunkt skulle hun foretage et højresving ind ad Rugmarken.

Eftersom den slingrende knallert dinglede bag bilen, så kvinden den ikke i sit sidespejl da hun bremsede op for at svinge til højre – og den stive knallertkører så hverken bremselys eller blinklys.

Kvinden havde en trailer spændt efter sin bil, og den præsterede knallertkøreren at buldre ind i for fuld fart.

Politi og ambulance kom til stedet, hvor det viste sig at den 23-årige spritbilist var sluppet med en flænge på hagen og formentlig ellers var uskadt.

Den unge mand havde ikke sine sager i orden, bla. var knallerten ikke forsikret og eftersom han også var svært beruset så ligger ansvaret for uheldet udelukkende hos ham.