HELSINGE: Ole og Daisy Thorup har måttet kaste håndklædet i ringen, og dreje nøglen om for sidste gang på Gadekærets Konditori.
Helsinge by står således tilbage uden en rigtig bager, kampen varede kun knap to år før det erfarne bagerpar måtte opgive.
Da bagermester Hans Jørgen Hansen for ca. to år siden opgav at drive Gadekærets Konditori, som ellers ligger perfekt placeret overfor byens gadekær, varede det ikke længe før Ole og Daisy Thorup tog handsken op og igen fik åbnet dørene til den velkendte bagerforretning på Vestergade.
Thorup parret havde i ti år med succes drevet bagerforretning i Gilleleje, men ulykkeligvis udeblev kunderne i Helsinge og nu er det slut med kvalitetsbrød på Vestergade.
Den hårde kamp på kvalitet og pris kunne ikke vindes af Ole og Daisy Thorup, som oplevede Helsinge markant anderledes end Gilleleje.
Ole Thorup forklarer til Frederiksborg Amts Avis at Helsinge var langt mere fokuseret på prisen fremfor kvaliteten, og beskriver kampen om kunderne i Helsinge som værende benhård – det gav altså til sidst så store problemer at det blev besluttet at lukke Gadekærets Konditori.
Den sidste åbningsdag var d. 31. december, måske trods alt lidt heldigt, idet hærværksmænd muntrede sig nytårsaften med at smadre flere ruder til bagerbutikken.
/AA