HELSINGØR: Det er noget grisseri at tisse på en forretning, men når man render rundt med narkotika i lommerne, så er det direkte dumt.
Betjente i en patruljevogn fik en noget uventet gevinst, da de natten til søndag kl. 00.10 fik øje på en tissende ung mand.
Den unge mand havde stillet sig op, og var i gang med at tisse op ad en forretning i krydset Hovedvagtsstræde og Stengade, da betjentene kom forbi.
Den slags er noget grisseri, så den unge mand blev prikket på skuldren og bedt om at rulle slangen sammen, mens der blev udskrevet en bøde.
Det var den unge mand absolut ikke enig i, og endte med at bruge alskens grimme ord om og mod betjentene.
Hans opførsel fik betjentene til at mistænke ham for at være på stoffer, så det endte med at han blev kropsvisiteret – og så var der bingo !
Betjentene fandt tre stk. ‘pølsemandsposer’ med et gram kokain i hver pose.
Således blev den unge tissetrængende mand ikke kun sigtet for gadeuorden, men også for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Samlet løber bøden op i adskillige tusinde kroner.