GILLELEJE: Den 23-årige mand fra Gilleleje, som nu sidder varetægtsfængslet, efter han meldte sig selv til Nordsjællands Politi lørdag, mistænkes nu også for en lang række indbrud rundt om i Gribskov. Politiet har fundet nogle koster hos den 23-årige, og søger nu ejerne af tingene.
Pistolrøveriet mod Spar-købmanden på Hovedgaden i Gilleleje er nu opklaret, efter at en 23-årig mand lørdag meldte sig selv hos politiet. Søndag blev han fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Lyngby og varetægtsfængslet for fire uger.
Manden var tirsdag 2. april til afhøring, hvor han fik taget prøver til DNA-analyse, og det fik åbenbart den 23-årige til at opgive og melde sig selv for pistolrøveriet mod Spar.
Hvor hører tyvekosterne til? Efter en ransagning hos den varetægtsfængslede mand, er politiet kommet i besiddelse af en række ting som manden har indrømmet stammer fra indbrud, men han kan ikke huske hvor indbruddene er sket.
– Derfor håber vi nu at borgerne kan genkende deres ting. Der har formentlig været stjålet meget mere end det, der er at se på billederne, siger efterforsker Flemming Christiansen fra Lokalefterforskning, Nordsjællands Politi.
– Knivene skal være stjålet fra en spejderhytte, og hvis nogen genkender dem eller har en ide om hvorfra de stammer, så skal de bare ringe, siger Flemming Christiansen.
Elektronik, værktøj og en dims Blandt de tyvekoster der nu søger sine ejere er blandt andet flere controllere til Nintendo Wii, en Playstation 2, en HTC mobiltelefon, et metalstykke med blå snor og ikke mindst en CD med billeder fra en Halloween fest i 2010.
– Tingene kan være stjålet sammen med en masse andre ting af høj værdi, derfor er det vigtigt at vi finder frem til ejerne af disse tyvekoster så gerningsmanden kan blive stillet til ansvar, opfordrer efterforsker Flemming Christiansen.
Hvis nogen af læserne har en ide om hvorfra de viste sager stammer, så kontakt Efterforsker Flemming Christiansen på tlf. 72 58 72 67