GRIBSKOV: Gribskov Forsyning A/S og Gribskov Spildevand kan levere et overskud på næsten fire millioner kroner for 2022. Overskuddet er kommet trods et år med forhøjede elpriser og inflation.
Det var en tilfreds bestyrelse som på en nyligt afholdt generalforsamling kunne præsentere et regnskab, som viser et overskud på lidt over 3,9 millioner kroner.
Det fine resultat glæder bestyrelsesformanden, byrådsmedlem for Nytgribskov Pernille Søndergaard.
“Når selskabet på trods af store investeringer til omstrukturering af spildevandsforsyningen og stærkt forhøjede priser til bl.a. el kan levere så flot et resultat, uden at det har betydet større omkostninger for kunderne, er det fordi, selskabet er velkonsolideret og veldrevet,” fortæller Pernille Søndergaard i en udsendt pressemeddelelse fra Gribskov Forsyning.
Resultatet er ifølge Gribskov Forsyning opnået ved et fortsat fokus på en stram omkostningsstyring, hvor der er blevet set på muligheder for effektiviseringer.
“Så selvom driftsomkostninger til transport og rensning af spildevand giver en negativ afvigelse i regnskabet, er omkostningerne til kundeservice og administration bedre end budgetteret, bl.a. på grund af lavere omkostninger til it, drift og vedligeholdelse”, konkluderer selskabet i den udsendte pressemeddelelse.
Et særligt forbehold
Gribskov Forsynings regnskab kommer med et særligt forbehold. Selskabet overtog sidste år affaldsområdet fra kommunen, og oprettelsen af virksomheden ‘Gribskov Genbrug & Ressourcer’ betyder, at der endnu ikke skal aflægges regnskab før til næste år.
“I modsætning til Gribskov Spildevand er der ikke aflagt selvstændigt årsregnskab for affaldsselskabet, idet et regnskabsår kører over 18 måneder. Derfor bliver der først aflagt selvstændigt årsregnskab for Gribskov Genbrug & Ressourcer for regnskabsåret 2023”, oplyser selskabet.
Øgede takster for tømningsordning
Selskabet oplyser også, at kunder til tømningsordningen for samle- og bundfældningstanke betaler for lidt. Der er en såkaldt ‘underdækning’ på 1.000 kr. i regnskabet, hvilket på mere almindelig dansk betyder, at forbrugerne samlet set har betalt 1.000 kr. mindre, end hvad de reelle udgifter til ordningen vurderes til at være.
1000 kroner er ikke en stor forskel, oplyser selskabet, som påtænker at oprette skævheden ved at øge taksterne.
“I dette tilfælde er underdækningen minimal og forventes opkrævet over de fremtidige takster”, skriver selskabet og oplyser, at “Gribskov Forsyning bestræber sig på, som lovgivningen lægger op til, at forbrugernes udgifter hverken er højere eller lavere end de faktiske omkostninger”.
En teknisk detalje
En teknisk deltalje i regnskabet er, at Gribskov Spildevand igen i år er påvirket af Vandskattesagen.
Den såkaldte vandskattesag blev afgjort ved Højesteret 8. november 2018 og kom sig af, at vandselskaberne havde stævnet staten, fordi de mente, at myndighederne pålagde vandselskaber som Gribvand A/S og Gribvand Spildevand A/S alt for høje skatteudgifter.
Højesteret endte med at give vandselskaberne medhold, og det kan nu aflæses i selskabernes årsregnskaber.
I årsregnskabet 2021 havde Gribskov Spildevand indregnet tilgodehavende skat på 3.695.000 kr. udledt af vandskattesagen, penge som skal tilbagebetales til forbrugerne, hvilket sker via en forholdsmæssig reduktion i den økonomiske ramme over 6 år.
Forpligtelsen til at tilbagebetale beløbet til forbrugerne var ikke indregnet i årsregnskaberne i tidligere år, men dette er nu korrigeret.
Borgermøde på vej
22. juni 2023 holder Gribskov Forsyning A/S et borgermøde om det kommende affaldsregulativ, som kommunalbestyrelsen forventes at vedtage i løbet af sommeren 2023.
Mødet afholdes i Mosteriet, Holtvej 67, Græsted, kl. 19-21:00.
På mødet kan du blive klogere på, hvilken affaldsløsning du fremover får, hvordan du skal sortere affaldet med mere.
Gribskov Forsyning arbejder på at kunne indsamle op til 10 typer affald ved husstandene. Dette sker som følge af regeringens Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi samt det deraf følgende nye lovgrundlag på affaldsområdet.
På borgermødet vil Pernille Søndergaard, formand for bestyrelsen i Gribskov Forsyning, fortælle om baggrunden for det nye affaldsregulativ og bagefter vil Mette Therkildsen, direktør for Gribskov Forsyning, præsentere forslag til ny Affaldssortering i Gribskov Kommune. Der vil også være mulighed for at stille spørgsmål.